Kolding Kommunes salg af parcelhusgrunde har fået en fantastisk god start på året med over en tredobling af salget i de tre første måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Ny salgsmesse præsenterer knap 100 nye grunde, som kommer til salg i løbet af 2017.

Det er især én udstykning, der står for den succesfulde start på året for Kommunens grundsalg. Det er Thors Ager i Dalby, hvor 23 grunde blev udbudt til salg sidste efterår, heraf er kun tre tilbage. Men selv om der snart er udsolgt i Dalby, har ejendomskonsulent Ditte Pagh fra By- og Udviklingsforvaltningen stor tro på, at det flotte salg fortsætter.

’Dalby er et attraktivt område, men det er den nordlige del af Kolding også, hvor de nye udstykninger i Eltang og Drejens bliver udbudt til salg i løbet af foråret,’ fortæller Ditte Pagh.

Udover de nye byggegrunde i Eltang og Drejens, bliver der også nye udstykninger sat til salg i Vester Nebel og i Lunderskov ved Dollerup Sø. Samlet set kommer der ca. 95 nye grunde til salg i løbet af 2017.

Salgsmesse for dem, der går i byggetanker
By- og Udviklingsforvaltningen lancerer den 6. april et helt nyt tiltag, en salgsmesse, hvor blandt andet de nye udstykninger bliver præsenteret.

’Vi har først og fremmest lavet salgsmessen for at præsentere de nye varer vi får på hylderne. Men der bliver også rig lejlighed til at stille spørgsmål til vores kolleger og fx få svar på, hvordan man søger en byggetilladelse og hvad lokalplanerne betyder for dit byggeri,’ fortæller Ditte Pagh.

FAKTA:

Salgsmesse – program
Salgsmessen finder sted på By- og Udviklingsforvaltningen, Nytorv 11, 6000 Kolding den 6. april kl. 15-18.

På messen kan man stille spørgsmål til medarbejderne fra Byggesag, Plan, Projektering og Køb og Salg.

Desuden vil der være oplæg om de nye udstykninger:
15.15: Elmevangen i Eltang
16.15: Alrøvænget, Drejens
17.15 Koldingvej i Vester Nebel og Dollerup Sø i Lunderskov.

Tegnekonkurrence og påskeæg til børnene.

Grundsalg
I årets tre første måneder har By- og Udviklingsforvaltningen solgt 20 parcelhusgrunde, 12 i Dalby, 3 i Lilballe, som nu er udsolgt og resten i Vamdrup, Viuf og Christiansfeld. I samme periode i 2016 blev der solgt seks grunde.