Formanden for Fredericia Taxa, vognmand Mogens Evald Schjødt, er blevet ekskluderet af bestyrelsen, da de påstår, at han har lavet ”handlinger, der er egnet til at skade selskabet..”.

– Taxa Syd a.m.b.a. bestyrelsen har konstateret, at Mogens Evald Schjødt har arbejdet på at føre bestillingskontoret i Fredericia ud af Taxa Fyn fællesskabet i den hensigt at etablere et fællesskab med bestillingskontorerne i Kolding og Vejle.

– En sådan adfærd kan selvsagt være skadelig for Taxa Syd a.m.b.a. og udgør dermed en illoyal adfærd, jf. § 15 i vedtægterne for Taxa Syd a.m.b.a. I henhold til § 15 stk. 1 handler man illoyalt når man foretager ”handlinger, der er egnet til at skade selskabet..”.

– Bestyrelsen har derfor på et møde d.d. besluttet at ekskludere Mogens Evald Schjødt fra foreningen jf. vedtægterne § 15 og 16, skriver Tadzudin Kasami, der er bestyrelsesformanden for Taxa Syd, i en internt email til alle vognmænd, der er tilknyttet Taxa Syd.*

Vognmand Mogens Evald Schjødt er ikke enig med bestyrelsesformanden for Taxa Syd, at han har begået handlinger, der er egnet til at skade selskabet.

– Siden at vores central lukkede i Kongensgade i Fredericia for tre år siden, hvor det hele overgik til Odense, er det gået rigtigt skidt. Vi synes ikke vi får nok for pengene. Men jeg har taget det til efterretning, at de har ekskluderet mig, men jeg er ikke enig i, at jeg har skadet selskabet, oplyser Vognmand Mogens Evald Schjødt til Fredericia Avisen.

Der er blevet indkaldt til ekstraordinært vognmandsmøde  torsdag den 17.06.2015 i Fredericia, hvor der skal vælges en ny formand for Fredericia Taxa.

 *Bestyrelsesformanden for Taxa Syd, Tadzudin Kasami, har den 18. juni taget kontakt til Fredericia Avisen, da det viser sig, at det ikke er Taxa Syd, der har udsendt en pressemeddelelse til avisen. Det viser sig, at det er en email, der er udsendt internt til alle vognmænd. Afsenderen af den “falske” pressemeddelelse, viser sig, at være den forhåndenværende formanden for Fredericia Taxa, vognmand Mogens Evald Schjødt. Fredericia Avisen beklager fejlen, der nu er blevet rettet.