Selvom mange nok havde smidt optimismen ud og erstattet den med en skeptisk tilgang til hele situationen, så skal der mere til at slå Henrik Hansen ud. De fleste kender ham for et højt grin, et stort smil og en meget personlig betjening. Det har Corona-krisen ikke lavet det mindste om på. Der er stadig smil og højt humør i Vestbyens Herretøj.

Detailbranchen i Danmark har været presset under Corona-krisen. Først kom der en frygt i befolkningen, siden en stigende optimisme – og med vinteren kom de ned i den hidtil dybeste krise. Fuld lockdown. Men det tager ikke modet fra Henrik Hansen, indehaver af Vestbyens Herretøj i Fredericia.

– Det har været et mystisk år. Det startede sidste år i marts, så det har faktisk været 13 måneder nu, hvor vi har gået rundt i en underlig situation. Det var torsdag d. 12. marts at Danmark næsten blev lukket ned. Det kunne vi mærke lige med det samme. Folk blev bange. Så var der en del ting og sager med hjælpepakker og sådan. Det betød, at jeg sendte Marianne hjem på lønkompensation, forklarer Henrik og fortsætter:

– Så begyndte det ellers stille og roligt. Der troede vi nok alle sammen, at tingene var som det skulle være. Men i december blev der så fortalt, at d. 23. december når vi lukkede ned, så skulle vi holde lukket resten af året – plus de første to måneder af 2021. Det var ikke spændende lige at få at vide. Det var noget af en julegave lige at få.

Når man træder ind i Vestbyens Herretøj er man aldrig i tvivl om, hvor Henrik befinder sig. Med et højt karakteristisk grin og et velment velkommen til er han altid klar til at hjælpe. Han er meget personlig i sin stil over for kunderne, som han for de flestes vedkommende er på fornavn med, han kender størrelser og yndlingsmærker. Derfor manglede der også noget i hans hverdag, da statsminister Mette Frederiksen beordrede hans forretning lukket.

– Det var noget underlige noget at gå i 2,5 måneder, hvor jeg ikke havde kontakt med kunder eller noget. Selvfølgelig sendte jeg Marianne hjem igen, men jeg har gået lidt rundt herude og har gjort klar, for vi vidste jo heller ikke om vi skulle åbne 1. marts eller 1. april. Jeg havde lidt på vores facebook og telefon, hvor folk kunne hente varer ved bagdøren. Det var da altid lige noget at tale med en person ved bagdøren, fortæller Henrik Hansen.

– Men efter vi fik åbnet og kunderne kom ind, det har bare været positivt. Positivt fra kundernes side og positivt for os selv. Det var en fornøjelse at kunne begynde at ekspedere rigtigt og have vores ping-pong med alle kunderne, fortsætter han.

Med sig i bagagen har Henrik efterhånden samlet en del erfaring i at være tøjmand. Men den situation der har været det seneste år har været noget helt særligt, der ikke kan måle sig med tidligere kriser.

– Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Selv finanskrisen var ikke så slem, synes jeg. Det er første gang nogensinde, at jeg har prøvet at holde juleferie i min tid som tøjmand, siger Henrik.

– Jeg har altid påstået, at hvis jeg skulle holde fri mellem jul og nytår, så var det fordi jeg skulle ud og rejse, det var så det jeg ikke kunne komme denne gang, lyder det med et stort grin fra den glade tøjmand.

En del af problematikken for detailhandlen har været, at de næsten et år i forvejen køber varer ind til de kommende sæsoner. Det betyder altså, at Henrik og de øvrige tøjhandlere i marts sidste år skulle tage stilling til årets vintervarer – og dengang hed det sig, at det blot ville være 14 dages nedlukning før vi igen kørte på fuld damp. Derfor er mange brændt inde med vintervarerne.

– Det har været specielt, at vi ikke vidste om vi nåede at få solgt vores vintervarer. Da jeg gik i januar og februar og kiggede ud af vinduet, der var det en af de bedste vintre i flere år, vi håbede at den ville fortsætte så vi kunne komme af med vintervarerne. Det gjorde den så ikke. Det er ikke de uldne jakker folk skal have, det er mere sommertøjet kunderne kommer efter, lyder det fra Henrik Hansen.

Selvom det har været et hårdt år, for det har det været for Henrik, såvel som for de fleste andre, så kan det ikke tage optimismen fra ham.

– Optimismen blomstrer. Det gør den altid. Det bliver der ikke lavet om på – vi er altid optimistiske her! Vi har nogle glade og gode kunder, lyder det afslutningsvist fra den altid storsmilende Henrik Hansen i Vestbyens Herretøj.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer