Første runde i 3F Superligaen er færdigspillet, og den viste, at oprykkerne fra 1. division, i hvert fald indtil videre, kunne matche deres modstandere.

De fleste har spået Viborg og Silkeborg til at rykke retur til 1. division efter, at de to mandskaber ikke har forstærket sig markant, men med tro på egne evner og et fasttømret koncept indledte de to hold deres nye tilværelse i Superligaen, hvor begge hold kom på pointtavlen i den første runde.

Mest imponerende var det, at Viborg vendte 0-1 til 2-1 mod FC Nordsjælland, der kampen igennem havde flere muligheder for at score yderligere, men skarpheden foran kassen udeblev. Hvad FCN manglede i skarphed havde til gengæld Viborg, der viste, at de er skarpe på dødbolde, da de netop scorede på sådan en, da Christian Sørensen smækkede bolden ind til Lars Kramer, som satte bolden i kassen til kampens resultat.

Det gik mere stille for sig på Jysk Park, hvor Silkeborg tog imod SønderjyskE mandag aften. Sønderjyderne har haft en turbulent opstart, og er et hold, der kan komme i nedrykningsfare. Det blev understreget i kampen mod Silkeborg, hvor de ikke viste, hvorfor de i sidste sæson var i pokalfinalen for anden sæson i træk. 

Silkeborg dominerede spillet på bolden, men de led under, at Nicklas Helenius sad ude med en skade. Til gengæld viste Silkeborg, at de fortsat kan dominere kampe uden profilen Magnus Mattsson. I stedet for har silkeborgenserne hentet Andreas Oggesen i FC Fredericia, og han gled direkte ind i startopstillingen, og det samme var tilfældet for keeperen Nicolai Larsen og stopperen Andre Calisir, der også fik debut i Silkeborg-trøjen. Trods en god præstation, og en boldbesiddelse, der sagde 67 % – 33 % i Silkeborgs favør, endte kampen 0-0.

FC Midtjylland og FC København har begge noget at revanchere i forhold til den sidste sæson, men ingen af de to hold fik fuldt pointudbytte. FC Midtjylland skuffede fredag aften ved at tabe 2-1 på hjemmebane til OB efter et drop af Jonas Løssl i forbindelse med et hjørnespark. Søndag spillede FCK 2-2 mod AaB, og det skete efter en præstation, der blev præget af individuelle fejl. Først droppede nytilkomne Kamil Grabara og det sendte AaB i front, men få minutter senere udlignede Grabaras landsmand, Kamil Wilczek. I anden halvlegs begyndelse scorede Daramy og så lugtede det af en FCK-sejr, men det skete ikke. I stedet dummede Kevin Dikks sig, og det udnyttede Kasper Kusk til at udligne til 2-2, der blev kampens resultat.

I Aarhus var der kamp mellem AGF og Brøndby. Sidst de to hold mødtes endte Brøndby med at snuppe sejren efter et drama, hvor de nu forsvarende danske mestre spillede over en halvleg i undertal. Helt så dramatisk blev det ikke denne gang, hvor AGF kom foran på et drøn af islandske Jón Thorsteinsson, der senere i kampen kom i fokus efter at have råbt Brøndbys Radosevic i hovedet efter at han havde lavt en voldsom tackling på ham. 

Det lykkedes Brøndby at udligne til 1-1 kort tid før pausen, da Kevin Mensah scorede. I anden halvleg var der i begge ender tilløb til, at der kunne ske noget, men der blev ikke scoret mere, selvom Brøndby kraftigt appellerede for straffespark med fem minutter igen. Dermed udeblev det helt store drama i Aarhus, men til gengæld fik oprykkerholdene vist, at de indtil videre kan bide skeer med de etablerede Superliga-hold.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer