Gennem sommeren har biblioteket fornøjelsen af at lægge hus til kostumeudstillingen fra Teater Malstrøm. Dygtige, frivillige syerske ved teatret har skabt en udstilling på baggrund af klassiske eventyr. 

Biblioteket har i disse år stor fokus på at samle fællesskaber og borgere i Fredericia omkring kunst og kultur. Vi ser det som en oplagt chance for at være mellemled for kreative kræfter og kulturinteresserede borgere. 

Når man træder ind på tredje sal, er der et særligt lys og rum, måske fordi der ikke er så mange møbler i lokalet – hvilket gør det oplagt til at danne rammer om aktuelle udstillinger, børnekoncerter og foredrag. For øjeblikket udstiller Fredericia Bibliotek flotte kostumer, udarbejdet af systuen fra Teater Malstrøm, der er kendt som et populært, lokalt amatørteater i Fredericia. Kostumerne er baseret på kendte eventyr, og du kan blandt andet opleve Hjerter Dames kjole, se Den Gale Hattemager og Den lille Prins og Ræven samt træde ind i eventyrbogen og læse en kort tekst. Der er adgang for alle i bibliotekets åbningstid.