Der er omkring 30.000 kroner på vej til opførelsen af et Julemærkehjem i Trekantområdet.

Sådan lyder den endelige opgørelse efter lørdagens velgørenhedsarrangement i MESSE C Fredericia, hvor blandt andre ”Onkel Reje” fra DR Ramasjang gav den fuld gas. Knap 600 havde købt billet til den tre timer lange event.

– Det var en forrygende dag med masser af glade børn og forældre, som forlystede sig med hoppeborge, løbehjul, fodbold og håndbold samt underholdningsprogrammet, fortæller Grete Højgaard, adm. direktør i MESSE C.

Hun var blevet udfordret i ”Projekt Yngel” til fordel for et Julemærkehjem i Trekantområdet, og den gode sag blev bakket op af 17 lokale sponsorer/samarbejdspartnere:

Merrild, Easyfood, Event C, Event Safety, Fredericia KFUM, Fredericia Håndbold Klub, Elcon, PR Offset, Middelfart Sparekasse, 123 Fest, Legehjulet, Rynkeby, Føtex Vejle, Fredericia Dagblad/Elbo-Bladet, MESSE C Fredericia, Carlsberg, Fairbillet, Street Håndbold

– Det er fantastisk, at så mange lokale aktører har givet et nap med for at rejse midler til børn og unge i en vanskelig situation. Jeg håber, at andre gode formål måske kunne give anledning til tilsvarende arrangementer i fremtiden, lyder det fra MESSE C-direktøren.

(Foto: Messe C )