Ligestillingsminister Mogens Jensen iværksætter nu en undersøgelse, der skal afdække omvendelsesterapi mod homoseksuelle og transpersoner i Danmark.

I Tyskland har det været forbudt siden foråret, og i Norge er man ved at undersøge behovet for et forbud mod omvendelsesterapi mod homoseksuelle. Nu iværksætter ligestillingsminister Mogens Jensen en undersøgelse af omvendelsesterapi i Danmark.

“Der er på nuværende tidspunkt ikke igangsat et arbejde med et forbud mod omvendelsesterapi, men jeg har senest i forbindelse med Priden drøftet omvendelsesterapi med NGO’erne på området, og der er behov for at vide mere. Derfor igangsætter jeg en undersøgelse af omvendelsesterapi i Danmark, så vi får et bedre billede af, hvad omvendelsesterapi er og om muligt af omfanget,” siger ligestillingsminister Mogens Jensen.

Der findes ikke tal for, hvor mange LGBTI-personer, der bliver udsat for omvendelses-terapi i Danmark. Lige inden sommerferien offentliggjorde ligestillingsministeren en undersøgelsen af udfordringer og stigma i forhold til at have en LGBTI-identitet. Her spørges der delvist ind til det, og 24 pct. af de respondenter, der har oplevet en negativ reaktion på at være åben, har oplevet, forsøg på at omvende dem til heteroseksuel/cis-kønnet.

På baggrunden af den undersøgelse er det dog ikke muligt at afgøre alvorsgraden af omvendelsesforsøget, da respondenterne kan have fortolket alt fra kommentar som ”det er bare en fase” til decideret omvendelsesterapi ind i spørgsmålet. Derfor er der brug for yderligere viden på området.

“Retten til at bestemme over egen krop, hvem man elsker, og hvordan man udtrykker sit køn kan ikke gradbøjes efter religion og kultur. Omvendelsesterapi er en forfærdelig praksis, som er at sammenligne med psykisk – og i nogle tilfælde fysisk – vold mod mennesker alene på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Skulle undersøgelsen vise et behov for at se på et evt. forbud mod omvendelsesterapi, skal der selvfølgelig ske en grundig juridisk vurdering af, hvad der evt. kan lade sig gøre ift. fx religionsfriheden,” pointerer Mogens Jensen.

Undersøgelsen forventes færdig i foråret 2021.

FAKTA:

  • I maj 2020 vedtog Tyskland en lov, der forbyder at udøve omvendelsesbehandling på personer under 18 år. Personer på 18 og over kan give samtykke til at gennemgå omvendelsesterapi, men kun hvis samtykket er afgivet frivilligt og på baggrund af klar information om, hvad personen går ind til, herunder også de negative konsekvenser. Sanktionsmulighederne er fængsel op til et år eller bøde. Hertil er det også forbudt at reklamere for omvendelsesterapi.
  • På baggrund af et beslutningsforslag fra efteråret 2019 er den norske regering ved at undersøge behovet for et forbud mod omvendelsesterapi i Norge, samt hvordan et evt. forbud kan gennemføres. Det undersøges bl.a., hvordan grænsedragningerne skal trækkes mellem retten til ikke at blive diskrimineret og retten til at udvikle sin egen identitet over for religionsfriheden og ytringsfriheden. Arbejdet er forsinket pga. COVID-19.
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer