Misbrugsproblemer er udbredte blandt borgerne på landets botilbud. Det samme er salg af stoffer, og stofmisbruget trækker et spor af dårligdomme efter sig for både misbrugere og bostedets øvrige beboere og de ansatte.

I stedet for at få hjælp til en svær tilværelse, kan psykisk syge opleve, at livet bliver lidt sværere, når de opholder sig på bosteder og døgninstitutioner. Rigtig mange af borgerne har nemlig ikke alene en psykisk lidelse, men også et rusmiddelmisbrug, og det fører en lang række alvorlige dårligdomme med sig: Konfliktniveauet stiger, det samme gør følelsen af utryghed for de øvrige beboere, og samtidig stiger også risikoen for både kriminalitet og voldsepisoder. Det viser en ny undersøgelse, som er gennemført blandt knap 2.000 FOA-medlemmer, ansat inden for det specialiserede socialområde.

I undersøgelsen peger hver anden ansatte på, at der bliver solgt stoffer direkte på eller i nærheden af botilbuddet eller institutionen. Det samme har yderligere 25 procent af de ansatte mistanke om sker. Samtidig vurderer hver tredje ansatte, at halvdelen eller flere af borgerne på deres arbejdsplads har et misbrugsproblem.

”Det omfattende stofmisbrug er et enormt problem for alle involverede. Misbrugerne selv er forpinte mennesker, som ikke får den rette hjælp. De andre borgere oplever en stor utryghed. Og de ansatte løber en særlig risiko, fordi deres arbejdsliv nu er præget af flere voldsepisoder, konflikter og trusler, som kan mærke dem for livet,” siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann.

Ud over at skabe utryghed for både borgere og ansatte, fører misbruget til tyveri og episoder med fysisk vold, ligesom andre borgere risikerer at blive trukket med ud i misbrug. Det sidste påpeger 50 procent af de ansatte, mens 77 procent oplever, at konfliktniveauet øges.

Problemet er, at der fra politisk side aldrig er taget ordentligt stilling til, hvordan vi bedst hjælper borgere med dobbeltdiagnoser. I behandlingspsykiatrien udskrives de for hurtigt, mens deres problemer er for tunge til bostederne. Dermed ender de som kastebolde mellem kommuner og regioner.

”Politikerne må vågne op til dåd og en gang for alle tage stilling til, hvem der har ansvaret for de borgere, som står med nogle af de mest komplekse problemstillinger, så det ikke helt absurd først er, når de begår kriminalitet og får en dom til behandling, at de får den rette hjælp,” siger Torben Hollmann.

Selv om problemet med stofmisbrug er udbredt, er det de færreste borgere, der får den nødvendige misbrugsbehandling. Hver femte af de ansatte svarer klart nej hertil. Kun 13 procent svarer, at borgerne altid får den rette misbrugsbehandling.

1 KOMMENTAR

  1. Det er nok dem selv der sælger til de unge menesker for at få lidt profit til lommen,det har man jo hørt om før,start der.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her