Byens butikker begynder så småt at slå dørene op igen. Det er glædeligt, fortæller Fredericia Shoppings Formand Ole Mortensen, der samtidig håber, at byens borgere vil fortsætte den lokale opbakning, som butiksindehaverne har mødt, for det er en meget svær tid, og der kan meget vel lukke butikker.

Ole Mortensen har holdt MIAMI/Tøjeksperten åben med de mange forbehold, som butikslivet overholder for at sikre sikkerheden blandt kunderne, samtidig har både han og mange andre butikker fundet alternative veje til kundernes normale køb. Men det er svært. Det indrømmer han gerne.

“På den korte bane ser vi ind i en verden, hvor vi ikke kender morgendagen. Vi ser hele tiden på, hvordan det ser ud lige nu, og så kan det være ændret få minutter senere. Vores varetilgang er generelt stoppet, men om lidt kommer de nye sæsonvarer, vi har bestilt. De varer skal vi tage og vi vil naturligvis gøre alt for at vise vores kunder de mange flotte nyheder,” fortæller Ole Mortensen og fortsætter:

“Vi kommer forhåbentligt ikke derhen, hvor vi var for en måned siden. Hver dag er en ny dag, og midtbyen trænger til liv igen med afstand mellem de mennesker, der handler, og det er muligt. Jeg tror også, at der er behov for, at man generelt fortæller bredt, at det er okay at besøge os. Jeg kunne måske have savnet, at som da Statministeren sagde, at man skulle handle take away, skulle hun måske samtidig have sagt meget præcist, at man også kunne og skulle handle i de lokale butikker. Der har været mange, der ikke har turdet, men der er jo meget færre mennesker hos os end andre butikstyper, så der er god plads, god rengøring og sprit til hænderne.”

Hvordan står det til i byens butikker?

“Jeg ved, at alle butikker kæmper det bedste, de har lært. Derfor har mange i denne tid fundet alternative løsninger til den traditionelle butiksdrift. Men det er ikke på den måde som dengang, hvor vi hilste på hinanden, når vi satte gadevarer ud. Den hverdag savner jeg. Meget er forandret, og mange butikker har forskellige åbningstider, men jeg forventer, at det hele normaliserer efterhånden, som sundhedsmyndighederne melder nye ting ud,” lyder det fra Ole Mortensen.

“Der er mange gode løsninger, men vi skal virkelig til at handle igen, hvis vi skal sætte gang i hjulene. Jeg håber inderligt, at folk forstår, hvor meget vi gør for at sikre vores kunder. Det betyder også, at jeg håber, at flere butikker gradvist genåbner i gågaderne igen, så Fredericia midtby kan få livet tilbage,” siger Ole og uddyber:

“Jeg bemærker også, at kunderne er blevet super gode til at respektere de nye tiltag og den nye hverdag. Vejret har også været med os, så mange steder står indgangsdørene åbne, og de steder, hvor de ikke gør, der spritter personalet af igen og igen. Så alle er velkomne.”

Som Formand for Fredericia Shopping, frygter du så, at virksomheder i midtbyen vil lukke?

“Ja, meget. Jeg tror alle frygter konsekvenserne af den tid, vi lever i lige nu. Det er virkelig svært, fordi vi ser ind i nogle verdensbilleder, som vi ikke ved, hvor ender. Vi ved jo heller ikke, hvad der sker på den anden side af Coronakrisen. Der vil komme en del lukninger, særligt i detailhandlen. Det er både i Fredericia og i hele Danmark. Det kan være alt fra cafeér, tøjbutikker til optikere – og det er på trods af hjælpepakker. Coronakrisen har virkelig bremset alt op – og det er på en måde, som vi ikke har set før, og som vi ikke har kunnet svare igen på,” slutter Ole Mortensen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer