Luften var fyldt med både spænding og guldkonfetti da årets kulturpriser blev uddelt tirsdag aften. Scenen var sat på Mungo Park da Kulturevent 2016 løb af stablen ved et brag af en fest, hvor Koldings kulturelle ildsjæle blev hyldet.

Til dette års kulturevent skulle der uddeles ikke mindre end tre priser, nemlig Årets Kulturpris, Årets Kulturelle Highfive og publikumsprisen Grubleren.
Efter en aften fyldt med smagsprøver fra kommunens mangfoldige kulturliv og musikalsk optræden fra det spektakulære band Blaue Blume blev spændingen udløst i en regn af guldkonfetti.

For sit store engagement i forhold til at give mennesker med et handikap muligheden for at gå i byen på et rigtigt diskotek og dermed give dem en kulturel oplevelse, der skaber livskvalitet modtog Tino Jørgensen Årets Kulturpris.

Foreningen Gylden Booking modtog den nye pris Årets Highfive for deres ildhu og engagement i forhold til at skabe et mangfoldigt musikmiljø i Kolding bl.a. i forbindelse med festivalen Det Gyldne Liv som blev afholdt på Raaværket i 2015.
Vinderen af æresprisen Grubleren blev fundet efter en afstemning på selve eventen. Prisen gik til Charlotte Donslund for hendes initiativer til en række kulinariske events i Christiansfeld, heriblandt Vinfestivalen, som i 2016 afholdes for første gang.