Med Kim Larsen klassikeren “Syd For Køge” i baghovedet gik turen søndag til Køge, hvor FC Fredericia mødte HB Køge og tog tre point. Kom her med sportsredaktøren bag kulissen.

En køretur på lidt under to timer. Så var Fredericia AVISENs firmabil parkeret ved Capelli Sport Stadion. Det første indtryk var, at det virkelig lignede en byggeplads .

Aygoen på plads ved stadion, som lignede en byggeplads ude fra. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Og det er med god grund, at det ligner en byggeplads. HB Køge indvidede i forår deres nye stadion, som der er hentet inspiration til på Monjasa Park. HB Køges direktion med blandt andet Per Rud har været på inspirationstur på Monjasa Park, hvor de så og hørte om opbygningen af tribunen og mulighederne for at udvide med tiden efter behov.

Selv elsker jeg at komme på nye stadions, men jeg fandt ikke Køges stadion særlig inspirerende om end miljøet omkring faktisk godt kunne minde mig om noget jeg før har set i klubber rundt omkring landet.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Ved siden af parkeringspladsen var der blandt andet et klublokale til den lokale tennisklub, og i min bevidsthed lå derfor, at der ventede en hyggelig og intim stadionoplevelse. Jeg troede, at jeg var havnet i et lokal samfund, hvor det var hygsomt med stadionoplevelsen, men der tog jeg fejl.

Hovedtribunen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Jovist var menneskerne på Capelli Sport Stadion flinke, men selve stadionet fremstod ikke hyggeligt i den nuværende stand. Det kan givetvis blive et hyggelig og rigtig fedt stadion, når det på sigt er blevet bygget med tribuner på alle sider og stadionet er blevet “lukket” i alle fire hjørner.

Overview over stadionet. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

For at få en god stadionoplevelse skal der udover et fedt stadion være en ordentlig stadionplatte og et fadølsanlæg. Når jeg nu var i Køge i arbejdsøjemed blev det ikke til en prøvesmagning af fadølsanlægget, men en platte i pausen kunne jeg ikke stå for.

Et stk. stadionmenu. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Noget af det jeg hæftede mig ved hos HB Køges pølsebod var, at der udover en rigtig god ketchup og et brød, som kom fra en bager og ikke bare var et tilfældigt et fra hylden i supermarkedet, var at der var mulighed for at tage ristedeløg til. Det er en meget undervurderet detalje, som jeg kun har set på få stadions. Det kombineret med en pølse, der tydeligvis kom fra en god slagter, gjorde at stadionplatten faldt i god jord hos mig.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

På banen udviste HB Køge stor gæstfrihed. FC Fredericias fik foræret bolden og klask, så havde Steven Enna kanoneret bolden i mål til 0-1 og så var stilen lagt til sejren, der blev på 1-3 til fredericianerne.

Efter kampen gik turen igennem spillertunellen for at finde FC Fredericias omklædningsrum. Jeg tænkte, at jeg måtte være gået forkert, men nej. Den var god nok. HB Køge er i gang med at lave nye omklædningsrum og begge hold havde derfor omklædning i en skurvogn.

FC Fredericias omklædningsrum. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Mixed zone, som er området, hvor pressen taler med spillere og trænere, var derfor noget primitivt i forhold til hvad jeg ellers er vant til, men det gik alt sammen og jeg kunne derfor forlade Køge igen med synet af et klubhus, der lignede et, som emmer af historie og minder.

Klubhuset. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Skal jeg se tilbage på turen til Capelli Sport Stadion er det ikke et stadion, som jeg vil vende tilbage til i nuværende forfatning, og jeg vil ikke huske selve stadionoplevelsen som “wow”. Til gengæld vil jeg huske det for dagen, hvor FC Fredericia tog til Køge og fik tre velfortjente point.

https://www.billet.dk/order/tickets/13261438/tyrolerfest-i-fredericia-2019-eksercerhuset-2019-11-02-17-00-00