Hvem vil bade i giftigt øllebrød. Jeg vil ikke og det vil Koldings borgmester og folkene i Marina City i Kolding tilsyneladende heller ikke og derfor er det fortsat planen, at udgrave de 360.000 kubikmeter miljø affald fra Koldings indre fjord, og dumpe det i Lillebælt, ud for vores skønne Trelde næs. Sammenligningen med øllebrød kommer fra Torben Gade der er projektchef for Kolding Marina city.

Øllebrød og giftigt affald eller ej, det er en dårlig sag for Kolding der hermed bringer sig på miljøets og bæredygtighedens sidste plads. Jeg angriber ikke Kolding, vores gode nabo mod syd, men jeg kæmper en kamp for miljøet i et udfordret Lillebælt. Jeg kæmper også en kamp for de erhverv, der har et sundt Lillebælt som promotor og de mange borgere i trekantområdet, der kender værdien af Lillebælt, som er rekreativt område. Hvad skal vi stille op med skilte med badeforbud, der jo er en følge af en veltilrettelagt miljøforurening i Lillebælt. Hvad skal turismeerhvervet og campingpladserne stille op. Hvad skal vi gøre med vores frustration.

Svarene er ligetil. Miljøstyrelsen skal vægte hensynet til miljøet og naturen højere end økonomiske snuptagsløsninger. Det betyder et omgående stop for al såkaldt klapning, altså dumpning af affald, der burde være indgået i en cirkulær økonomi strategi – også kaldet genbrug.

Nøglen til den egentlige løsning ligger hos Marina City og Koldings borgmester Jørn Pedersen, som jeg herved opfordrer til, at genoverveje byfornyelsens bæredygtighed og forhåbentlig komme frem til, at påtage sig et miljømæssigt ansvar, der betyder, at de 360.000 kubikmeter miljøaffald ikke dumpes i havet, der alt andet lige ikke er en losseplads.  

Skriv et svar