Byrådet i Kolding forhøjer den årlige investering i energibesparelser fra 7 til 10 mio. Erfaringerne viser, at der er store gevinster at høste.

Siden 1988 har Kolding Kommune mere end halveret vandforbruget i de kommunale bygninger og skåret hhv. 33 og 22 % af el- og varmeforbruget. Og potentialet for flere energibesparelser er langt fra udnyttet. Det forklarer stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen i en pressemeddelelse.

’Erfaringerne fra vores sidste energihandleplan viser, at det kan betale sig at investere i energibesparelser. Vores beregning viser, at en øget investering på 3 mio. årligt bliver betalt tilbage i løbet af ca. 10 år. Og så optimerer vi samtidig vores bygninger, mens vi også sparer på vores årlige energiforbrug’.

En del af de midler, der betaler investeringen hjem, kommer blandt andet fra salg af energibesparelser til forsyningsselskaberne. Det bliver til knap en kvart mio. om året efter den øgede investering.

Gavner miljøet og giver mere komfort

Michael Pagaard Madsen fremhæver, at investeringerne i energiforbedringer ikke kun handler om at spare på ressourcerne.

’For det første gavner det oplagt miljøet, når vi sparer på energien og vandet, og dermed reducerer vores CO2-udslip. Kolding er en grøn foregangskommune, og her er det selvfølgelig vigtigt, at vi som offentlig virksomhed går forrest’, fastslår Michael Pagaard Madsen og fortsætter:

’Hvad man måske ikke lige tænker over er, at de energiforbedringer vi laver i vores bygninger, også i høj grad får stor betydning for brugerne, altså børnehavebørnene, skolebørnene, de ældre i plejecentrene, det administrative personale, osv. Det kan være på mange forskellige måder. Fx giver det bedre lys, når vi skifter til LED-pærer, bedre hygiejne, når vi skifter til berøringsfri vandarmaturer og mere konstant varmeniveau, når vi skifter vinduer’.

Kan udviklingen fortsætte?

Michael Pagaard Madsen forklarer, at det primært er prisudviklingen og den teknologisk udvikling, der sikrer, at kommunen fortsat kan optimere energi- og vandforbruget.

’Fx var det i 2008 ikke rentabelt at udskifte til LED-armaturer, da armaturerne var for teknisk ringe og for dyre. Det har ændret sig positivt i dag, hvor vi med stor succes skifter til LED-belysning i vores bygninger’.

Et godt eksempel er biblioteket i Kolding, som lige nu er ved at få udskiftet alle armaturer til LED. Det koster en halv mio. kroner, giver en årlig driftsbesparelse på 237.000 kr. og en årlig CO2-reduktion på 67 tons. Det er med andre ord en god langsigtet forretning for både miljø og økonomi, men giver samtidig også en langt bedre belysning, som ikke er helt uvæsentligt på et bibliotek.