På Fredericia AVISEN vil vi gerne klæde vores læsere på til den store fest nytårsaften. Derfor har vi allieret os med Henrik Petersen fra Fredericia Vinhandel for at komme med tips til nytårsvinen.

“Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg synes alle skal bruge de fem-ti minutter på at snakke med en vinhandler. Vi står klar til at hjælpe alle med at finde den helt rigtige vin efter budget og menu”, siger Henrik Petersen.

“Men der er selvfølgelig et par vine der altid er gode – især hvis man holder sig tæt på den klassiske nytårsmenu”, fortsætter han.

Alt fra velkomst til klokken 12

“Det er totalt misforstået, at champagnen skal gemmes til klokken tolv. På det tidspunkt er dine smagsløg helt ødelagte alligevel, så det er ofte spild af penge at købe champagne til det. Brug den i stedet som velkomstdrik omkring klokken seks når Dronningen går på. Der passer den meget bedre – og så kan man nyde den. Det andet er både synd for champagnen og pengepungen”, siger Henrik.

“Hvidvin er en selvfølge til forretten, der typisk består af torsk. Vi har en rigtig god hvidvin fra Østrig, der passer helt perfekt til forret. Ellers skal vi have fat i den hvide amarone”, forklarer Henrik Petersen.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

“Til hovedretten skal vi have noget tungt og kraftigt. Her er de bedste vine fra Spanien og Italien, de er gode til at lave de tunge vine. Det er meget vigtigt, at vinen ikke overdøver maden og at maden ikke overdøver vinen. Typisk får man et godt stykke oksekød til hovedret – og her skal vi altså i de tunge drenge”, lyder det fra Henrik.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

“Til desserten har jeg to pragtfulde dessertvine fra Australien. Man må ikke kalde det for en portvin, selvom det er lavet på præcis samme måde. Så den går under dessertvin”, siger Henrik med et grin og fortsætter:

“Den er sød og fyldig – det er den perfekte vin til desserten”.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

“Klokken tolv skal man, som sagt, ikke bruge sine penge på champagne. Vi skal have noget der siger bang og er sødt. Der er rigtig mange bud på den – men kig forbi vinhandlen, så skal vi nok hjælpe med at finde det helt rigtige”, slutter Henrik.

www.perhaps.dk
Annonce