Hvordan ser livet ud, når man har seksuelt misbrug med i bagagen? Torsdag den 03. Maj, holder Landsforeningen Spor cafémøde med personlige beretninger og faglige oplæg om at være voksen med senfølger af seksuelt misbrug. Arrangementet foregår kl. 18.30 – 20.30 i Sparekassen på Prinsessegade 95 i Fredericia og er åbent for alle.

Med et helt nyt tiltag i Fredericia sætter Landsforeningen Spor nu fokus på en side, som ofte glemmes i sager om seksuelt misbrug; nemlig hvad der sker med børnene, når de er blevet voksne. Hvilke spor sætter det i deres liv? Og hvordan håndterer de konsekvenser og udfordringer, som oplevelserne giver senere i livet? I København har Spor med succes holdt åbne cafémøder de sidste par år. Her mødes både fagpersoner, senfølge-ramte og andre interesserede sjæle over personlige fortællinger og faglige oplæg om temaet. Nu får borgere i Fredericia samme mulighed.

Frivillige deler personlige historier og fagligt fokus

Cleo er frivillig i Landsforeningen Spor og fortæller på cafémødet den 03. maj sin personlige beretning om en barndom med seksuelt misbrug og om de konsekvenser, det har haft for hende som voksen. Hun håber, at hendes historie kan være med til at sætte fokus på et område, som ofte bliver overset: ”For mig var det afgørende at vide, at jeg ikke er alene, jeg kan slet ikke beskrive, hvilken følelse af håb det giver for mig at være med i dette fællesskab,” siger Cleo om at være en del af Spor.

På cafémødet kan deltagerne også møde Marianne Munk fra Kolding Selvhjælp. Hun vil fortælle om senfølger ud fra et fagligt perspektiv. ”For mig er det vigtigt at give forståelse for de følelser, man kan gå med som voksen, når man har oplevet seksuelt misbrug i sin barndom. Jeg vil gerne erstatte følelsen af at være forkert, med en forståelse af, at de følelser, man har, er helt normale. Det er vigtigt at vise, at man godt kan komme til at leve et godt liv, men at det godt kan tage tid at nå derhen,” fortæller Marianne.

Når barndommens traumer griber ind i voksenlivet

Det er vanskeligt at sætte præcise tal på, hvor mange børn der udsættes for seksuelt misbrug da omkring 80 % af overgrebene ikke opdages. Et forsigtigt estimat er at ca. 10 % oplever et seksuelt overgreb i barndommen. Overgrebene forbliver en tung sten i ofrets bagage gennem livet. Og det er ikke uden konsekvenser. Langt størstedelen af de børn, der har været misbrugt i opvæksten, får før eller siden brug for hjælp som voksne.

Seksuelle overgreb i barndommen har for omkring 60 % af ofrene omfattende negative konsekvenser for resten af tilværelsen. Konsekvenserne er mangeartede og omfattende, og mange senfølgeramte kommer eksempelvis ud i prostitution, hjemløshed, misbrug, psykiske lidelser som angst og selvmordstanker, fysiske sygdomme som mave-/tarmproblemer og muskelspændinger samt problemer i relationerne til andre mennesker såsom afbrudte forhold og gentagne konflikter på arbejdspladsen.