Det er et nyt hold der styrer køkkenet på restauranten lige på den anden side af Lillebæltsbroen. Køkkenchefen er Mads Täkker, der tidligere har drevet tapasrestauranten Perhaps i Fredericia. Med deres indtog og Coronaens mulighed for at tænke sig om har Kitzchen med Jan Zederkof i spidsen skiftet konceptet ud. Der er spor af det gamle, men alt sammen i en ny indpakning.

Det summede allerede lidt af liv da jeg ankom på restauranten. Vejret har varieret hele dagen, men en solstråle sneg sig frem over Lillebælt da jeg krydsede Den Gamle Lillebæltsbro og kørte ned mod skoven. Det er et sted jeg er kommet meget, ikke lige nødvendigvis Kitzchen eller forgængeren Karoline, men der er altid garanti for en god (og stor) is i skoven uagtet hvor man køber den. Men her vil jeg lige i det stille sende en opfordring fra en, synes jeg selv, connoisseur ud i is, til at smutte ned til Kitzchen. Deres is er fra en anden leverandør, en leverandør der laver noget mere speciel is end de klassiske der fås i alle mainstream iskiosker.

Men det var ikke på grund af isen jeg var kommet. Jan havde inviteret på aftensmad og som en madglad journalist takker jeg da ikke nej til et sådan tilbud. “Du skal da smage vores 10-retters menu”, havde Jan inviteret. Straks tænkte jeg, at nu var der da gået storhedsvanvid og Michelin i den ovre på den anden side af broen, men det er altså bestemt ikke tilfældet. Ej at forstå, at maden ikke er af højeste kvalitet og sanger fantastisk, men fordi atmosfæren mere indbyder familiehygge med et touch af fine dining. Det er en stil der oftest kun er set i de to største danske byer, men lokalerne i Middelfart egner sig særdeles godt til dette koncept. Det er hyggeligt, men det udstråler også kvalitet.

“Vi har jo skåret markant i menukortet, så vi er gået fra omkring 40 retter til nu at have de her 10 plus det løse i snaks og så videre”, fortæller Jan Zederkof. Menukortet er raffineret næsten i en stil som i TV-programmet “Med Kniven for Struben”, men det er altså ikke derfor det er blevet så raffineret. Det er fordi Corona har givet plads til eftertanke, plads til et nyt hold og dermed også nye indgangsvinkler til tingene. 

Når man først tænker på en 10-retters menu er det “Nå, jamen så bliver jeg jo nok ikke mæt”, fordi tankerne straks går på de bittesmå portioner som man ser fra de fineste restauranter rundt om i verden. Omvendt er det noget af et ædegilde, hvis der er tale om 10 almindelig størrelse retter. Men også her vil jeg rette en ros i retningen af køkkenholdet: Det er afstemt lige efter min smag. Nogle giver måske op, for det bliver til meget mad og mange indtryk. Men jeg gik i hvert fald ikke sulten derfra, tværtimod.

“Jeg ville meget gerne væk fra det koncept jeg oftest kalder for æd-dig-en-pukkel-til. Der gav Corona os den nødvendige tid til eftertanke og tid til at nytænke. Jeg har savnet noget mangfoldighed i restaurantmarkedet her i området samtidig med, at det skulle kunne klares med et forholdsvist beskedent hold, for ingen har kunnet vide hvordan det her Corona ender og hvilke købemønstre det medfører. Vi er kommet frem til det her koncept, et koncept jeg tidligere kun har set få steder, men et koncept der giver plads til mangfoldighed, samtidig med at det er raffineret i en grad så vi ikke skal have et kæmpe hold”, forklarer Jan om bevæggrundende for dette skifte i stilen.

Menuen blev præsenteret. Først fem retter, siden tre og slutteligt de to resterende. Havde man lyst, ja så var der da også et stykke kage at vælge. Og selvfølgelig skulle vi da også have en appetizer, så de ti retter blev til tolv, men en madelsker som mig takker jo ikke nej til prøve noget nyt. 

Jeg anser ikke mig selv som værende sådan virkelig kræsen, men jeg har ting hvor jeg har mine betænkeligheder. Fisk og mig er ikke de bedste venner, så med en menu der indeholder både torsk og tun, var jeg presset. Men som med alt kan man blive overrasket positivt, så smages skulle det. Og der er jeg glad for, at det er et skarpt køkkenhold på Kitzchen, for det smagte helt vidunderligt. Dertil kommer min skepsis til “friteret pickle”. Det lyder mærkeligt, det ser lidt mærkeligt ud – og så er smagen sådan lidt udefinerbar, men det kan noget. Den første bid bar præg af min skepsis, men derfra blev det bid for bid en bedre oplevelse, ja jeg synes jo faktisk det smagte rigtig godt. “Det er en der deler vandene”, lyder det også med et grin fra Jan.

Jeg kunne godt gennemgå alle retterne – også de sidste to, som jeg simpelthen ikke nåede at tage et billede af inden jeg var begyndt at spise det. Men det er jo det evige problem når maden ser så lækker ud.

Der er dog én ting mere jeg lige vil fremhæve, en ting som ikke er på den 10-retters menu, men fås som dessert. En Gateau Marcel lavet med karamelchokolade. Lad mig beskrive det kort: Det er vejen ind i himlen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer