Det kan synes positivt, at der lægges mange kræfter i at få et nyt Fredericia Teater på benene, og at der arbejdes hårdt på at opretholde Fredericia som den førende indenfor musicals. Og jeg kan kun være enig i, at det er vigtigt med et kulturelt fyrtårn i Fredericia. For fællesskabet, kulturlivet, arbejdspladser, image og meget mere. Det er åbenlyst, at dette også kræver nogle særdeles professionelle kræfter og en stabil og sund økonomi. Og især det sidste efterlader nogle store bekymringer hos mig – på trods af, at der samtidig arbejdes ihærdigt på at bevare offentlige tilskud.

I iveren for at komme videre og lægge en kedelig konkurs bag sig, må vi ikke have så travlt, at vi glemmer historien, og slet ikke hvis vi skal lære noget af det. Det gælder også politisk. Men eftersom der kun har været tavshed og manglende åbenhed om forløbet, har jeg svært ved at få øje på, om nogen har lært noget af sagen om Fredericia Teaters konkurs og det forløb der har udspillet sig.

Set fra borgernes perspektiv kan der vel være god grund til at glæde sig over, at et nyt Fredericia Teater er på vej med politisk opbakning. Men på den anden side kan det vel ikke undre, hvis nogle tænker på historien og stiller spørgsmål. Det er trods alt i sidste ende borgernes penge der allerede er blevet brugt.

Det er afgørende med professionelle kræfter både i forhold til det kunstneriske og økonomiske. Så når man ønsker at bevare status som musical by og skal overbevise et Folketing om, at der er grundlag for at yde støtte, så skal man for mig også vise en grundlæggende og solid forståelse for økonomi og håndtering af bestyrelsesarbejde. Det vil derfor være den største selvfølgelighed, at der skal mere klarhed over de dele, der gik galt i forbindelse med Fredericia Teaters konkurs. Det skylder vi alle de borgere, der ønsker et godt kulturliv i Fredericia.

For mig er det lige så afgørende, at man viser, at man forholder sig til, hvad det vil sige at sidde i en bestyrelse og have et (økonomisk) ansvar, og hvilke forpligtelser der følger med det hverv. Jeg savner et knivskarpt fokus på, hvad man har lært af det tidligere forløb, og hvordan man fremadrettet vil håndtere det og måske undgå en lignende situation.

Man kan altid diskutere hvad man har gjort og skulle have gjort, men i første omgang er det vigtigt, at det bliver synligt og åbent for borgerne, at man som det mindste har forholdt sig til det. Det må være starten på at rydde op.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer