Et af de største selvstændige malerfirmaer i Region Syddanmark, Rand-Andersen & Slothuus A/S, der er hjemhørende i Fredericia, har foretaget markant ændring af den øverste ledelse, idet malermester Jesper Johansen fra årsskiftet til 2022 har overtaget virksomheden 100 %.

Rand-Andersen A/S og Slothuus ApS fusionerede I januar 2014, og med de to malermestre, Jesper Johansen og Cliff Christiansen, har malerfirmaet gennem årene positioneret sig med dygtige og stabile medarbejdere som leverandør af maleropgaver i enhver sammenhæng i både Midt- og Sønderjylland og på Fyn.

Efter mere end ét års sygdom har malermester Cliff Christiansen afhændet sin part af firmaet, og det bliver derfor malermester Jesper Johansen, der alene viderefører den velrenommerede virksomhed, der også fortsat vil være et aktieselskab.

24 medarbejdere sikrer kvalitetsarbejde i form af særdeles alsidige opgaver, lige fra den nylige renovering af Nørreport i Fredericia, over det til Danfoss netop afleverede nye kontor- og innovationshus i Kolding til den store malerentreprise i forbindelse med Promenaden og de mange nye lejligheder på Fredericias havnefront. Aktuelt og lokalt er spændende opgaver i gang på blandt andet Scenekunsthøjskolen i Snoghøj og Spar Nords nye domicil i Erritsø.

Jesper Johansen har i samme moment investeret i og overtaget alle andele i virksomhedens bygninger og faciliteter på Gørtlervej i Fredericia.