Når det nye bybusnet træder i kraft 28. juni, kommer der et nyt busstoppested på Rendebanen i Kolding midtby. Stoppestedet laves for at imødekomme kritikken fra de borgere, som er kede af, at der ikke længere vil køre bybus i den nordlige del af Bredgade, Adelgade og Låsby Banke.

”Stoppestedet, som kommer til at ligge ud for sportsforretningen, var ikke med i vores oprindelige udkast. Men da forslaget var i høring, fik vi en del kommentarer om, at det specielt for gangbesværede ældre var vigtigt at bevare stoppestedet i Bredgade nær Borgerservice. Den kritik har vi lyttet til og forsøgt at finde et kompromis, så bybussen holder lidt nærmere Borgerservice end først planlagt. Både linje 5 og linje 6 kommer til at holde ved stoppestedet på Rendebanen,” forklarer trafikplanlægger Karina Mortensen.

Smalle gader og få passagerer

Når der ikke længere vil køre bybus i den nordlige del af Bredgade, Adelgade og Låsby Banke, skyldes det flere forhold.

”Den ene årsag er, at gaderne er så smalle, at det er meget svært for en stor bus at køre igennem området. Gaderne er simpelthen ikke egnet til så tung trafik,” forklarer Karina Mortensen og fortsætter:

”Den anden grund er, at passagertallet er meget lavt. Da vi lavede passagertælling i 2014, var der f.eks. kun seks passagerer, der stod på bussen ved stoppestedet på Låsby Banke på en hverdag. Med så få passagerer må vi sige, at det giver bedre mening at bruge bussen andre steder, hvor behovet er anderledes stort. Et af målene med det nye bybusnet er jo, at vi skal have mest mulig buskørsel for pengene.”

Trafikale udfordringer

Trafikplanlæggerne er godt klar over, at der vil give nogle trafikale udfordringer, når der laves en busholdeplads på Rendebanen.

”Når bybussen holder ved stoppestedet på Rendebanen, er der ikke plads til, at eventuelt bagvedkørende biler kan køre forbi. De kommer til at vente, indtil bussen fortsætter. Jeg håber, at bilisterne vil have forståelse for disse gener. Heldigvis gør bussen jo kun holdt et ganske kort øjeblik,” siger Karina Mortensen.

Du kan læse alt om det nye bybysnet  på www.kolding.dk/nytbybusnet.