Lynghøjen hejste som en af de første i Danmark det Grønne Spirer Bæredygtighedsflag

I tirsdags kunne borgmester Steen Wrist sammen med børnene hejse et helt særligt grønt flag hos daginstitutionen Lynghøjen i Fredericia. Lynghøjen har nemlig ud over det Grønne Spirer Flag også modtaget Bæredygtighedsflaget, som en af de første institutioner i Danmark. Det får de på grund af deres flotte legeplads, for flaget viser nemlig, at de er en af Danmarks første Naturlig Legeplads-institutioner.

– Det er vores ønske at lære børnene om naturen, dens mange processer og resurser. Vi tror på, at denne indsigt giver børnene en respekt for naturen, som gør at de også i fremtiden vil nyde at bevæge sig rundt i den og passe på den. Vi har et stort ønske om at plante et bæredygtighedsfrø i alle børn i Lynghøjen og vise dem vejen for, hvordan vi passer bedst muligt på vores jord. Derfor er vi enormt stolte af, at vi nu kan hejse det grønne bæredygtighedsflag, siger pædagogisk leder Stine Holm Møller.

Gennem hele året har Lynghøjen forvildet legepladsen og gjort den til et sted, der er rart at være for dyr, planter, nysgerrige børn og voksne. På den måde har børnene fået en stor indsigt i biodiversitet og mangfoldighed og hvordan man skaber liv og natur lige udenfor døren.

I Lynghøjen har børn og voksne bl.a.:


– Sået og plantet blomster til glæde for bier og sommerfugle
– Lavet et kvashegn og ladet døde stammer og grene ligge, så svampe og biller fik bedre kår
– Opsat en vandopsamlingstønde, så legepladsen nu byder på vandleg og vand-levesteder
– Lavet en vandbane og lært om hvordan vand flytter sig og hvordan det kan flyttes
– Plantet spiselige planter i bede, potter og krukker til glæde for mennesker og dyr
– Lavet et rådnebur, hvor forrådnelsesprocessen kan følges