Forside Erhverv Nye undervisere i Makerspace skal bygge bro mellem skole og erhvervsuddannelser

Nye undervisere i Makerspace skal bygge bro mellem skole og erhvervsuddannelser

DEL
Bülows Makerspace Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Bülows Makerspace Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Fredericia Kommune ansætter to deltidsundervisere, der skal give skoleelever smag for byggeri.

Hvordan får man skoleelever til at interessere sig for byggeri og håndværksfag? Det er en af udfordringerne, som to nye deltidsmedarbejdere i Bülows Makerspace skal være med til at løse med et nyt uddannelseskoncept, der kombinerer besøg på byggepladsen, med leg og læring i trygge omgivelser i Fredericias teknologiværksted. Projektet skal koble undervisningen i 6. klasserne med virkelige udfordringer i byggeriet og besøg på byggepladser i Kanalbyen. Tirsdag aften besluttede Uddannelsesudvalget at sætte gang i projektet, der er blevet til efter en henvendelse fra Fredericia Håndværkerforening og Business Fredericia.

Pernelle Jensen (V), Uddannelsesudvalgsformand i Fredericia Kommune prøvede kræfter med at lave sit eget fodrebræt. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

”Vi vil gerne have, at flere vælger en erhvervsuddannelse i Fredericia. Derfor er vi er rigtig glade for, at Håndværkerforeningen og Business Fredericia har set en mulighed for at bringe folkeskolen tættere på virkeligheden ude på byggepladserne. Det kommer til at give vores skoleelever en meget bedre forståelse af hvor mange spændende opgaver og udfordringer, der gemmer sig bag hegnet på byggepladsen. Vi er rigtig glade for, at projektet bliver en del af Bülows Makerspace, så de nye spændende teknologier som for eksempel 3d-print og virtual reality kan indgå i undervisningen”, siger Pernelle Jensen, formand for Uddannelsesudvalget.

Udover ideen til et kombineret undervisningsforløb og praktiske besøg, så bidrager Fredericia Håndværkerforening også med sparring, netværk og 100.000 kr. til at udvikle værkstedet på Makerspace. Formand for Håndværkerforeningen Michael Kristensen ser samarbejdet som en god mulighed for at give et godt indblik i håndværkernes hverdag.

Michael Kristensen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

”Vi er rigtig glade for at kunne invitere skoleeleverne indenfor i vores hverdag og vise nogle af de spændende opgaver, vi står med hver dag samtidig med, at det bliver koblet undervisningen i skolen. Vi vil rigtig gerne have, at flere får en idé om, hvad livet som håndværker byder på. Den bedste måde at få det, er ved at komme ud i virkeligheden og prøve kræfter med det selv”, siger Michael Kristensen, formand for Fredericia Håndværkerforening.

De to medarbejdere, der skal stå for forløbene for skoleeleverne, skal udarbejde et undervisningskoncept til alle Fredericia Kommunes 6. klasser, som skal indgå i skolernes læseplan. Undervisningsforløbet vil primært koble fag som matematik, natur/teknik, håndværk og design samt uddannelse og job. Foruden undervisningsforløbet vil deltidsunderviserne også afsætte tid til at støtte uddannelsesstederne i deres brug af Makerspace. De første klasser forventes at kunne starte forløbet til efteråret, og det nye tiltag præsenteres for alle lærere på skolernes mellemtrin, når de mødes i starten af juni for at forberede det kommende skoleår.

Uddannelsesudvalget investerer 520.000 kr. for skoleåret 2019/2020 til to halvtidsstillinger. LO Fredericia støtter også projektet med 20.000 kr.

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL