Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub har fået sin første judoka med 2. grad af sort bælte i judo i den forgangne weekend. 

Det er 43-årige Jørgen Tonnesen, der ved den halvårlige nationale graduering i judo, der fandt sted i Odense i weekenden fik 2. grad af sort bælte i judo. Jørgen Tonnesen har været medlem af Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub siden han var 11 år, og han bliver den første i klubbens historie, der opnår så høj en grad i judo. 

To andre judokaer fra Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub var også til graduering i Odense i weekenden, og de opnåede begge 1. grad af sort bælte i judo. Det var Lasse Hildingberg og Sebastian Juhl. 

Formand for klubben Lasse Weimar er stolt af de tre judokaer og siger, at det betyder meget for klubbens medlemmer, at man har så mange med så høje grader i klubben. 

  • Det øger det tekniske  niveau i klubben og er med til at tiltrække flere medlemmer, siger Lasse Weimar. 

I er velkomne til at bruge den medsendte artikel og foto. Ønsker I selv at lave artikel, tv-indslag eller lign., så kontakt Lasse Weimar på tlf. 2032 8162. 

Kort om Judo 

Judo er en moderne japansk kampsport udviklet af Jigoro Kano i 1882 ud fra kampkunsten Ju-Jutsu. Judo består af en række kasteteknikker og holdegreb. Judo er baseret på shin-budo, der bedst oversættes med “den milde vej”. Udøvere af judo kaldes judokaer. Ens tekniske formåen afspejles i farven på bæltet. Sort er den højeste grad af bælte, og der findes 10 grader af sort bælte i judo. 

Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub var sammen med København og Esbjerg blandt de første judoklubber i Danmark i 1948. I dag har klubben i Fredericia 211 medlemmer.