Tre danskere kan gå sommeren i møde med en pæn portion feriepenge på kontoen. De kan nemlig alle kalde sig millionærer efter weekendens trækninger i Eurojackpot og Lotto.

Fredag aften var det i Eurojackpot, at heldet fandt vej til en dansker. Ingen spillere kunne udløse 1. præmiepuljen, men en dansker var blandt de fem spillere, der delte 2. præmiepuljen. Den heldige dansker er fra Aarhus og har vundet på et spil købt på danskespil.dk. Gevinsten lyder på 3.010.775 kroner.

Lørdag aften stod den på Lotto-trækning. Her ramte en enkelt spiller de syv vindertal, og det udløste en gevinst på 6 millioner kroner. Den nybagte millionær er fra Helsingør Kommune og har vundet på et spil købt på danskespil.dk.

I lørdagens ekstra trækning blandt alle præmiegivende rækker i Lotto var heldet med en spiller fra Esbjerg. Den heldige havde en gevinst på 37 kroner på sit Plus abonnement, og det gav en ekstra gevinst på 1 million kroner. Det er samtidig den femte milliongevinst vundet i Esbjerg i år.

Masser af millioner i denne uge

Ugen byder på masser af millioner i de forskellige spil. Allerede onsdag er der stakkevis af skillinger på højkant, når Onsdags Lotto har en rekordpulje på i alt 210 millioner kroner på spil; 7 millioner kroner i 1. præmiepuljen og 203 millioner kroner i SuperPuljen. Den højeste pulje nogensinde i Onsdags Lotto. Derudover er Jokeren løs med 13 millioner kroner.

Fredag står den på Eurojackpot med 208 millioner kroner i 1. præmiepuljen, inden Lotto har 6 millioner kroner i 1. præmiepuljen lørdag aften – og millionærgarantien med ekstra trækningen om 1 million kroner.

Danske Spil tilbyder økonomisk rådgivning til alle spillere, der vinder mere end 1,5 millioner kroner.