Efter 28 år får en af Kolding Kommunes største og hyggeligste campingpladser nye ejere. Fremover skal pladsen drives af et par, der kommer fra hhv. Forsvaret og hospitalsverdenen.

December byder på en tidlig julegave for militærpilot, Lasse Guldager Pedersen og læge Anna Lund Rasmussen. Den 1. december overtog de nemlig Grønninghoved Strand Camping. Den 4-stjernede campingplads ligger lige ud til Lillebælt mellem Kolding og Haderslev, og det er en særdeles veldrevet og smuk plads, der nu får nye ejere.

– Vi er selv erfarne campister og været på mange dejlige campingferier i Danmark og udlandet. Vi har i den forbindelse ofte talt og drømt om at drive en campingplads tæt ved havet. Det var dog først i foråret, vi indledte en seriøs jagt på den rigtige campingplads, og da vi første gang besøgte Grønninghoved Strand Camping var vi ikke i tvivl om, det var præcis denne plads og i dette område, vi skulle udleve drømmen, fortæller de nyslåede campingejere.

Grønninghoved Strand Camping har gennem de sidste 28 år været ejet og drevet af Else og Niels Gaj. Og de nu tidligere ejere er glade for, det bliver Anna og Lasse, der skal prøve kræfter med campinglivet ikke blot som fritidsinteresse, men fuldtidsbeskæftigelse.

– Vi er glade for, at Anna og Lasse nu skal drive campingpladsen videre, og efter en rigtig god overdragelse i de sidste måneder er vi overbeviste om, at vores livsværk er i de bedste hænder, siger parret.

Helt ny livsstil

Efter et liv i overhalingsbanen for både Anna og Lasse, der begge har haft karrierer og rigtige mange dage væk fra hjemmet, er det nu tid til et nyt livsstil. Lasse har været ansat som helikopterpilot i Forsvaret siden 2000 – senest som chef for de danske EH101 helikoptere, der er Danmark rednings- og taktiske helikoptere.

– Efter jeg tidligere på året kom hjem fra min seneste udsendelse i Mali, virkede det som det helt rigtige tidspunkt at komme i gang med vores mangeårige drøm. Jeg har været meget glad for at være i militæret, men nu har vi som familie truffet et nyt og spændende livsvalg og jeg glæder mig til at møde vores campister, men også til flere dage i hjemmet og en større samhørighed i familien, forklarer Lasse Pedersen.

Anna fortsætter sin lægegerning som gynækolog/obstetriker. Lige nu er hun ved at lave en Ph.d., men hun bliver også en stor del af dagligdagen og driften på Grønninghoved Strand Camping:

– Jeg glæder mig meget til vores nye liv i dette naturskønne område med min familie, og jeg er spændt på for første gang at kunne byde vores gæster velkommen til foråret.

Anna og Lasse har to børn på hhv. børn på 6 og 9 år. De starter i Sjølund Skole midt i december, og de er de fleste dage også glade for valget om en ny hverdag.

Aktiviteter og ambitioner

Et aktivt familieliv er kendetegnende for de nye campingpladsejere, og det kommer til at smitte af på campingpladsen. Håbet og ambitionen er at fortsætte den positive udvikling, Grønninghoved Strand Camping har gennemgået over årene.

– Vi har naturligvis lavet en flerårig forretningsplan, men det vigtigste på kort sigt er, at vi stikker den berømte “finger i jorden” og lærer vores campister, området og det nye liv at kende, forklarer parret.

– Campingpladsens DNA med hygge og ordentlighed samt en høj standard på rengøring og service vil vi naturligvis ikke ændre på. Allerede i 2021 vil vi dog byde på nye aktiviteter såsom SUP boards og glaskanoer, ligesom der vil blive arrangeret fodbold, rundbold, snobrød, beach party osv. i sæsonen, slutter Anna og Lasse.

Læs mere om Grønninghoved Strand Camping på gronninghoved.dk

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer