Fyns Politi opfordrer til, at de fynske borgere følger myndighedernes retningslinjer, holder afstand og ikke lader utålmodigheden eller uopmærksomheden tage over, når solen varmer i kinderne, Kristi himmelfart står for døren, og vennerne gerne vil mødes i weekenden.

Solskinnet og de varmere temperaturer er igen over os, og med Kristi himmelfart i vente er det den perfekte opskrift på mange mennesker i det fri. Vi ved, at solen og nærværet er tiltrængt, men husk nu afstanden og retningslinjerne. 

Politidirektør Arne Gram siger: ”Hverdagen er jo så småt ved at vende tilbage, men vi skal huske, at alting stadig er anderledes. Derfor vil vi blive ved med at påminde de fynske borgere om, at udvise ansvarlighed og samfundssind, når de opholder sig i det offentlige rum. Vi skal alle gøre en indsats for at passe på hinanden og ikke starte nye smittekæder.” 

Sådan er retningslinjerne

Hvis du tager ophold, skal du sikre dig, at ikke mere end 10 personer er forsamlet i en gruppe. Flere små grupper kan hurtigt blive til én stor. Vi opfordrer derfor til, at man ikke sidder for tæt, og overvejer om der er et andet sted med bedre plads, hvis der i forvejen er mange menneske samlet.

Følg anvisningerne

Caféerne, restauranterne og barerne er åbne igen, og vi henstiller ligeledes til, at man følger de anvisninger, som bliver givet på stedet. Dette gælder også på de skiltede anvisninger, som findes på alle de udvalgte hotspots på Fyn. Her skal man også være særligt opmærksom på, om der er plads til, at man tager ophold. Find alternative steder, hvis der er mange samlet. De udvalgte hotspots er: 

• Odense, Byens Ø
• Odense, Munke Mose
• Odense, Eventyrhaven
• Odense, Skovsøen/Engen
• Svendborg, Christiansminde
• Svendborg, Krøyers Have
• Svendborg, Smørmosen Strand

Fyns Politi har stadig ekstra tryghedsskabende patruljer på gaden, for at sikre, at borgerne overholder retningslinjerne i forhold til afstand og forsamlinger. En overtrædelse af forsamlingsforbuddet resulterer i en bøde på 2500 kroner, men vi vil så nødigt have bødeblokken frem.

Fyns Politi ønsker alle en god Kristi Himmelfart – med god afstand.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer