Blomstrende loungeområder, grøn scene med levende jazz-loungemusik, bæredygtig kunst og plads til afslapning – og måske lidt eftertænksomhed. Det er hvad Grøn Søndergade blænder op for på Kulturnatten den 26. august. Koordinator bag Grøn Søndergade Karin Raaby fra By- og Udviklingsforvaltningen fortæller, at Grøn Søndergade er tænkt som et grønt alternativ til de mange øvrige aktiviteter i Kulturnattens pulserende byliv.

’I Grøn Søndergade kan man slappe af i gadens møbler og gerne nyde medbragt mad og drikkevarer. Samtidig er der masser af aktiviteter i gaden, som alle handler om bæredygtighed på den ene eller anden måde. Man kan også på forskellig vis støde ind i nogle af livets store spørgsmål som ’Hvor kommer vi fra?’ Og ’Hvor går vi hen?’. Spørgsmål, som forhåbentligt får byens borgere til at fundere over, hvilke fodspor vi hver især sætter os’, fortæller Karin Raaby.

Det er tredje gang Kolding Kommune arrangerer Grøn Søndergade, som dermed er blevet et fast indslag på Kulturnatten.


Nyt tiltag: Grønne værksteder

I år byder Grøn Søndergade på helt nye tiltag. Det er to værksteder, som Geografisk Have og Renovation står bag. I Geografisk Haves værksted kan man forvandle haveaffald til kunst, mens Renovation er klar med møbelværkstedet ’Fra yt til nyt’. Her kan man medbringe gamle, måske ødelagte møbler og sammen med dygtige designere og håndværkere forvandle det til genbrugsguld.

’Gæsterne i Grøn Søndergade må meget gerne gå hjem med ny inspiration til, hvordan de kan leve mere bæredygtigt, og det skal blandt andet de to værksteder bidrage til’, siger Karin Raaby.

Geografisk Have deltager desuden med et andet nyt indslag, ’Aksel Olsens hjørne’, hvor man kan blive klogere på forfatteren, kunstneren og grundlæggeren af Geografisk Have, Aksel Olsen.

FAKTABOKS

Dette kan du opleve i Grøn Søndergade

  • TREFOR præsenterer deres nye åbne elkøretøj, TRIPL og holder blindsmagning af TREFORS årgangsvand.
  • BlueKolding laver lokumsaftaler, og gør åen blå og fremviser de store rør, som normalt ligger under Søndergade, til opsamling af regn- og spildevand, som der i dagens anledning gerne må leges i.
  • Designskolen og Sonic College forvandler togtunnellen til en labyrint af bevægelse, lys og lyd.
  • Geografisk Haves laver ’Aksel Olsens hjørne’ og et værksted, hvor du kan omdanne dit haveaffald til kunst.
  • Renovation inviterer ind i værkstedet ’Fra yt til nyt’, hvor man kan omdanne møbler til genbrugsguld.
  • Kolding og Omegns Biavlerforening står klar med summende bier og honning-smagsprøver.
  • Danmarks Naturfredningsforening medbringer Naturens Ambulance med aktiviteter for hele familien.
  • Cafeteriet Olivenhaven giver smagsprøver på økologisk mad.
  • Kommunens 76 grønne butikker åbner årets Grøn Butik-kampagne med fokus på madspild og serverer reste-suppe.
  • Nette Gejl fra Værestedet Regnbuen viser natur-kunst og kunstnerne Susanne Nybo og Jacob Clausen provokerer forhåbentligt lidt med en kunstinstallation skabt af vores overforbrug, nemlig af vores eget affald.
  • Også Kolding Økologiske Fødevarefællesskab, sæbesyder Steen Bødker, Skatkammeret og byens daginstitutioner i samarbejde med Nicolai for Børn sætter deres præg på Grøn Søndergade. Sidstnævnte med en masse dejlige 3d-køer lavet af genbrugsmaterialer.
  • Desuden byder gadens scene ’Det grønne hjerte’ på åbnings-koncert for jazz-festivalen, Jazz i Trekanten.