Men det skal vi se og få gjort, opfordrer Dansk Center for Organdonation. Det er nemlig familien, som står med ansvaret og den svære beslutning på et følelsesmæssigt kritisk tidspunkt, hvis man ikke har fortalt familien om sin holdning eller er registreret donor. Da Helle Christensen pludselig mistede sin mor, betød viden om hendes ønske alverden for familien i situationen.

I dag er det Europæisk Organdonationsdag, som vi afholder for første gang i Danmark. Dansk Center for Organdonation vil bruge dagen som anledning til at opfordre familier til at tale sammen om organdonation. Det er ikke let, fordi det handler om,  hvad der skal ske, når vi dør, og vi er ikke gode til at tale om døden. Faktisk siger halvdelen af os, at død og organdonation er svært at tale om.

I Danmark er 86 procent for organdonation, men mange af os har ikke tilkendegivet vores holdning eller stillingtagen i Donorregistret – eller over for vores familie.

Det var heldigvis ikke tilfældet for Helle Christensen, da hendes mor blev erklæret hjernedød, og familien blev stillet spørgsmålet om organdonation. Helle har, siden hendes unge år, været registreret organdonor, og det har altid ligget hende meget på sinde at tale med familien om deres holdning til organdonation. Helle og hendes mor har derfor ofte talt om deres tanker om organdonation, hvis det værst tænkelige skulle ske:

”Hvis jeg ikke havde vidst, hvordan min mor forholdte sig til organdonation, havde det været forfærdeligt for mig. Det er i forvejen en forfærdelig situation at stå i, fordi sorgen over at miste ens nærmeste er altoverskyggende. Hvis jeg oven i min sorg skulle have bekymret mig over, hvilken beslutning min mor selv ville have truffet, havde det været uoverskueligt. Det betyder meget for mig, at jeg ved, at jeg har truffet den beslutning, min mor mente var rigtigst. Og så kan jeg jo kun glæde mig over, at beslutningen samtidigt har givet livet videre til andre mennesker,” fortæller  Helle Christensen.

Læge: viden giver afklaring for de pårørende midt i krisen
Det er læger som Christina Rosenlund, neurokirurg ved Odense Universitetshospital, der taler med de pårørende om organdonation, og stiller hjernedødsdiagnosen:

”I en meget svær situation har det en positiv betydning for de pårørende, at de kender den afdødes holdning til organdonation. Det mærker jeg tydeligt på de berørte mennesker, jeg møder i mit daglige arbejde. De pårørende kastes ikke på samme måde ud i et væld af overvejelser om, hvad deres kære egentlig ville have ønsket – beslutningen bliver lettere, og nogle føler ligefrem, at de opfylder et sidste ønske for deres kære,” fortæller Christina Rosenlund, neurokirurg ved Odense Universitetshospital.

Når det værst tænkelige sker, og man skal tage afsked med et familiemedlem, kan det være til stor hjælp for de pårørende, at de kender afdødes holdning til organdonation, fortæller centerleder for Dansk Center for Organdonation, Helle Haubro Andersen:

”I et meget følelsesmæssigt kritisk øjeblik, hvor ens nærmeste pludseligt og uventet dør, bliver organdonation et spørgsmål, som familien skal tage stilling til, hvis man ikke har tilkendegivet sin holdning enten over for familien eller i Donorregistret. Beslutningen kan være så uoverskuelig for de pårørende, at det kan ende med at blive et nej til hele situationen, og ikke til organdonation. Vi ved at mange fortryder et nej efterfølgende, men beslutningen kan ikke gøres om.”

Vi vil gerne tale om organdonation, men får det ikke gjort
Undersøgelsen viser, at 37 procent af danskerne faktisk har et ønske om at tale med familien om organdonation, men at de simpelthen ikke har fået taget emnet op. Hos Dansk Center for Organdonation mener man, at det er et meget symptomatisk billede:

” Vores oplevelse er ikke, at folk ikke vil tale om organdonation. Når vi spørger de personer, der har talt med deres familie om organdonation, om, hvorfor de har gjort det, siger 65 procent, at det er vigtigt at vide, hvor man hver især står, hvis det værste skulle ske, men 26 procent siger, at de har talt om det ved et tilfælde. Jeg tror, at det handler om, at det er et emne, som er svært at tage op ud af det blå,” siger Helle Haubro Andersen og fortsætter:

“Vi vil derfor, med Organdonationsdagen, sætte fokus på, at vi skal huske at tale om organdonation i familien – også selvom det kan være svært. Dagen skal give familierne en anledning til at sætte organdonation på dagsordenen hjemme i stuerne.”

Læs mere på http://www.organdonation.dk