Børn kommer i godt humør, når de har været ude i naturen, viser en ny undersøgelse. I denne uge skal flere end 170.000 børn ud under åben himmel i forbindelse med Naturens Dag, der skydes i gang i dag.

Jord under neglene, beskidte bukser og uglet hår. Oplevelser i naturen er noget særligt for børn, og ifølge deres forældre har det faktisk en positiv indvirkning på deres humør. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening i forbindelse med Naturens Dag.

I undersøgelsen svarer 82 procent af forældrene, at deres børn kommer i godt humør efter en tur i naturen.

Desværre er naturoplevelser en mangelvare for nogle børn i Danmark. I hvert fald, når man spørger forældrene, hvor knap halvdelen svarer, at de ikke synes, at deres barn kommer nok ud i naturen. 57 procent svarer, at fritiden bruges mere foran en skærm end udenfor.

Nervøse forældre skal hjælpe børnene
Forældre kan godt bliver nervøse for, at deres barn kommer til skade eller blive syge, når de er i naturen – selvom de er sammen med en voksen. 26 procent af forældrene svarer, at de bliver nervøse over, at deres barn bader i havet eller en sø. 39 procent er nervøse over, at deres barn spiser en svamp, mens 19 procent er nervøse over, at deres barn snitter med en dolk eller sejler i kajak, kano eller robåd.

Det overrasker Niels-Christian Levin Hansen, der er formand for Friluftsrådet:
“Både børn og voksne skal være fortrolige med naturen. Hvis forældrene er trygge, må det smitte af på børnene, og det skaber gode oplevelser for børnene”, siger Niels-Christian Levin Hansen.

Det er Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening enig i:
“Der er så mange fantastiske oplevelser i naturen. Med Naturens Dag kan vi forhåbentlig vise en masse børn og voksne, der ikke er vant til naturen, hvad den faktisk kan gøre for humøret. Og at der ikke er så meget at være nervøs over, når det kommer til stykket”, siger Maria Reumert Gjerding.

Oplevelser i hele landet den søndag 13. september
Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening står sammen bag Naturens Dag, der er en årlig mærkedag for naturen. Foreninger og private åbner naturen og skaber oplevelser for børn og voksne i hele landet søndag den 13. september. Digitale medier og skemalagte aktiviteter dominerer hverdagen og efterlader ikke meget plads til leg og oplevelser i den friske luft. Med Naturens Dag ønsker de to organisationer at vise, at det ikke kræver ret meget at komme ud – blot man har lysten og tiden til at komme af sted.

Forsvarsminister Trine Bramsen skyder ugen i gang
Naturen er i fokus på de danske skoler og dagtilbud hele ugen op til Naturens Dag, hvor godt 170.000 børn deltager i hele landet. Derfor er der i dag den 7. september klokken 10 officiel åbning af Naturens Dag på Jægerspris Skydeterræn, Nygaardsvej 1, Jægerspris.

Ved åbningen deltager Forsvarsminister Trine Bramsen, elever fra Slotsparkens Friskole, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, og formand for Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen.

Fakta: Om Naturens Dag og undersøgelsen
1215 personer har deltaget i undersøgelsen. Målgruppen er repræsentativt udvalgte forældre til børn i alderen fem til 12 år.
Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser.
Formålet er at åbne naturen for børn og voksne og inspirere til at bruge naturen endnu mere resten af året.
Naturens Dag er støttet af Nordea-fonden.
Naturens Dag har eksisteret siden 2004.
I 2019 deltog godt 180.000 børn på Naturens Dag i løbet af hverdagene, mens cirka 70.000 danskere mødte op på Naturens Dag om søndagen.
Årets tema er ‘Vild i naturen’.

Leave a Reply