I dag slog thansen og JYSK dørene op til nye store butikker i Fredericia. Et nyt butikstorv, der startede med Biltema har set dagens lys. Snart følger Elgiganten og Intersport Outlet efter.

Både i butikkerne og på parkeringspladsen var der fyldt med glade butiksgængere. Hos thansen havde man sørget for pølser, fadøl og sodavand, hvilket var et hit.

– Det er jo helt fantastisk at være her i dag. Der er både gode tilbud, glade mennesker og så er frokosten sikret, sagde Palle Jensen og smilede til sin hustru, som han inviterede på en pølse med brød.

Samme glæde sås hos JYSK, hvor madrasser, gardiner og andre varer blev slæbt i bilerne.

– Det er da dejligt, at der er gang i vores by. Lige de butikker, der åbner i dag, har vi jo haft i forvejen, men jeg synes virkelig, at de har fået to flotte butikker. Der er højt til loftet, og der god plads – og det er endda selvom, der er kommet mange mennesker i dag, sagde Anita Hemmingsen.

Butikschef hos thansen i Fredericia, Hans Pedersen, var meget tilfreds.

– Fredericia er en fantastisk by, så vi er bare glade for at kunne vise byen endnu flere af vores produkter og muligheder. Den nye butik er vores nye flagskib, og det er jeg naturligvis meget stolt af at kunne byde alle velkommen i i dag, sagde Hans Pedersen og suste videre til flere af de kunder, der stod i køen.

Det er entreprenøren Daugaard Pedersen, der har bygget de nye varehuse, og snart åbner også Elgiganten og Intersport Outlet. Det glæder fredericianerne sig til. En af de adspurgte på parkeringspladsen, Jens Ottesen kiggede glad på Elgigantens skilt, der er kommet op.

– Det bliver så godt. I mange år har vi savnet en elektronikforhandler i Fredericia, og det med at suse til Kolding, Vejle eller andre byer for at hente elektronik er træls, men naturligvis noget man har gjort. Jeg er dog sikker på, at Fredericia og opland kommer til at støtte de nye butikker på torvet herude. Det er smart, at man har samlet dem et sted, sagde han.

thansens åbningstilbud på det nye flagskiber fortsætter weekenden ud.

Skriv en kommentar