I går aftes nikkede Økonomiudvalget til en ny stabsstruktur i Fredericia Kommune.
Fremadrettet skal der være to centrale stabe, der skal servicere Fredericia Byråd og fagområderne i Fredericia Kommune. De to nye stabe bliver ’Økonomi og Digitalisering’ og ’Politik og Kommunikation´, og dermed går Fredericia Kommune fra seks til to centrale stabe.

”Det er en rigtig god beslutning og et godt skridt på vejen til en slank og effektiv organisation. Den nye organisering giver bedre muligheder for at understøtte de politiske mål og visioner og sikrer et større fokus på kerneopgaven”, udtaler borgmester Jacob Bjerregaard i kommunes pressemeddelelse.

Byrådet besluttede i forbindelse med vedtagelsen af budget 2016 at lave en analyse af Økonomiudvalgets område for at skabe en slank og effektiv administration. Den nye stabsstruktur er det første delresultat.

”I de kommende måneder vil den konkrete udformning af de to stabe blive planlagt. Her er målet at rationalisere opgaveløsningen og finde mulige effektiviseringer op til de politiske forhandlinger om budget 2017”, siger kommunaldirektør Michael Holst.

Det bliver Charlotte Walkusch, der skal være chef for ’Politik og Kommunikation’ og Tommy Abildgaard, der skal være chef for ’Økonomi og Digitalisering’.

Organisationsændringen med de to nye stabe forventes at træde i kraft den 1. juni 2016.