Ensomheden har mange ansigter. Hvert år hører vi om ensomme, der holder hjerternes fest, Julen, alene. På Fredericia Avisen vil vi 2018 sætte fokus på ensomhed, fællesskab og mulighederne for at komme ud af ensomheden.

Vi starter serien med et interview om ensomhedsbekæmpelsen med Fredericia Kommunes Velfærdsdirektør, Annemarie Schou Zacho-Broe. Hun har inviteret os på Seniorhuset I.P. Schmidtgården. Vi møder hende i entreen og tager trapperne op til cafeteriet.

Det at tale om ensomhed er ikke længere tabu, men derimod et emne, der fylder mere og mere, ikke kun blandt ældre. I Fredericia viste en undersøgelse fornylig, at hver fjerde ældre føler sig ensom, mens otte procent af de danske unge sig også føler sig ensomme. Det er på trods af, at det aldrig har været lettere at komme i kontakt med hinanden via moderne digitale medier.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

”Nogle føler sig meget ensomme. Det er ikke det samme som at være alene. Der findes dem, som kan være sammen med nogen, men alligevel føler sig ensomme, og der findes dem, der ikke har et netværk og er alene, men ikke føler sig ensomme”, fortæller Annemarie.

”Aktiviteter er derfor ikke altid løsningen. Når vi arbejder med ensomhed, er der mange individuelle oplevelser,  som vi skal tage hensyn til. Faktisk er juletiden et af de tidspunkter på året, hvor følelsen af ensomhed forstærkes. Mange inviterer måske mennesker, der er alene i Julen til deres hjem. De er til ”låns” i et fællesskab, og oplever måske her, at de virkelig føler sig ensomme, selvom det er en sød tanke at invitere mennesker indenfor, bliver de mindet om det, de måske engang havde. Den eksistentielle følelse rammes,”  fortæller Annemarie.

Fredericia Kommune arbejder på at støtte fællesskaber og vigtigst af alt at understøtte initiativer, der styrker menneskers interaktion. ”Huset, vi sidder i her, er brugerdrevet. Her er ikke meget personale, og dem, der arbejder her, hjælper de frivillige fællesskaber. De professionelle er også her, men de skal ikke være den direkte relation, de skal bygge bro.”

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Annemarie fortæller om Susanne Strandby Andersen, der er brobygger og kun arbejder med ensomhedsbekæmpelse. ”Hun arbejder sammen med de foreningerne, der er i byen og deres fælleskaber. Susanne tager fysisk vores medmennesker i hånden og hjælper med nye relationer. Nogle har rigtigt svært ved at komme ud af døren, og der kan det at have en, der følger på vej i en periode være lige præcis det, der skal til, for at bryde ensomheden.

I kommunen har man ligeledes ansat en gruppe medarbejdere, der arbejder forebyggende også på ensomhedsområdet. Det er den forebyggende indsats, der er vigtig, så man får hjælp før, man føler sig ensom. Nogle takker af på arbejdsmarkedet, andre mister en ægtefælle eller en god ven – selvom der har været et sygdomsforløb, opstår der pludselig et vakuum. Her er det vigtigt, at vi i kommunen byder os til og får bygget bro til de mange gode muligheder, der er i byen.

Ellen Balleby.
Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Kommunen sikrer rammerne, borgerne udfylder dem

En smilende ældre damer henvender sig ved vores bord. Det er Ellen Balleby, der har arbejdet med at drive og udvikle Seniorhuset. Hun har senest været til at flytte indsatsen fra at være personaledrevet til at være brugerstyret. Hun kommer med kaffe, mælk og kærnemælkshorn til os. Ellen Balleby var oprindeligt damefrisør, men valgte for 33 år siden at arbejde med ældre mennesker.

Ellen bidrager til vores samtale med eksempler fra hendes arbejdsliv  og indsatsen for at hjælpe ensomme. Blandt andet fortæller hun, at foreløbig 40 fredericianere skal holde Jul med helstegte ænder i Seniorhuset. ”Frivillige laver mad, unge drenge klarer opvasken, der dannes om juletræet og det sker i fællesskabets tegn. Der har også været afholdt julefrokoster med flere af vores brugere de seneste uger. Det er så dejligt”, siger Ellen.

Kærnemælkshorn fra I.P. Schmidtgården.
Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

”Vi stiller rammerne til rådighed. Vi hjælper, hvor vi kan, og det går faktisk så godt, at vi har mange, der benytter byens muligheder. Vi har også Depotgården, hvor man udfolde sig mere kreativt, ligesom vi har Taulov Aktivitetscenter. Idræt i Dagtimerne er også et andet eksempel på et fællesskab, der er dygtige til at skabe relationer og tilbud, der understøtter vores indsats mod ensomhed. Det er vigtige steder og samarbejdspartnere,” supplerer Annemarie.

Der er pyntet op til jul i cafeteriet. Julestjerner, gran og julekugler får det på ingen måde til at være institutionelt. Møblerne er de gamle klassikere fra Fredericia Furniture – ”de har mere end 50 år på bagen,” fortæller Ellen Balleby.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Vi sidder ved bordet og taler om, hvorfor ensomheden opstår. Man får måske ikke de to minutters samtale ved kasseapparatet længere. Der er ikke tid til at tale med kunderne i det pulserende moderne samfund. Vi har måske de sociale medier, men vi mennesker har brug at mødes, også på tværs af generationer.

”Det er vigtigt, at vi samtaler. Det er vigtigt, at vi får skabt en kultur med gode relationer helt fra 0-16 års gruppen. Vi skal lære vores børn at være gode kammerater, vi skal lære dem empati og vi skal lære at passe på hinanden. Jeg vil skyde på, at selv i en moderne gymnasieklasse sidder der op mod 10 procent ensomme elever, måske fordi føler at de er anderledes, ikke er mainstrem eller tænker anderledes. Det gælder mange steder. Vi skal blive bedre til at møde hinanden på tværs og respektere hinandens forskelligheder som en styrke,” siger Annemarie.

Til marts kommer der nye tal for ensomheden blandt de unge over 18 år. ”Der er helt sikkert nogle, der har brug for hjælp her,” fortæller Annemarie og fortsætter: ”Men det er vigtigt, at vi ikke sygeliggør ensomheden og tænker at løsningen fx alene ligger i det kommunale system, hos psykologer og sådan noget. I kommunen skal vi være med til at udvikle rammer, der kan få flere til at blive en del af et fællesskab og dermed komme ud af ensomheden gennem mødet med andre mennesker.”

Ellen Balleby fortæller, at man i 2018 gerne vil arbejde mere med kommunens yderområder, så vi også landsbyerne med indsatsen. Det lytter Annemarie til.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Vi slutter interviewet af med en rundtur, hvor vi ser de mange aktiviteter, der er i gang på det store seniorhus. Vi får da også en krammer fra receptionen, inden vi tager trapperne op til sofagruppen. I et af lokalerne dyrkes der også stolegymnastik. Vi bliver enige med Annemarie om at mødes igen i marts.

Vil du være med i vores serie om ensomhed?

Kender du til ensomhed? Så er du meget velkommen til at kontakte avisen på info@fredericiaavisen.dk