Det går godt for Middelfart Sparekasses erhvervsafdeling i Fredericia. Og det er til stor glæde for afdelingsdirektør Henrik Troelsen, som netop har budt velkommen til erhvervsrådgiver May Nymann. Hun kommer fra en stilling som senior erhvervsrådgiver i Danske Bank.

”Vi er en sparekasse i vækst på alle områder, og vi vil gerne fortsat kunne tilbyde vores erhvervskunder den bedste rådgivning. Derfor har vi ansat May, som med sin stærke profil er et perfekt match til resten af holdet i Fredericia. Hun kommer til at indgå i et team af kompetente og erfarne fredericianske erhvervsfolk”, siger Henrik.

Professionel rådgivning bygget på lokalkendskab

May er født og opvokset i Fredericia og byder således ind med et stort lokalt kendskab. Hun har tilbragt hele sit arbejdsliv i et pengeinstitut og medbringer stor erfaring med helhedsrådgivning af erhvervskunder.

”Alle erhvervskunder er forskellige og har forskellige behov, og derfor glæder det mig nu at være en del af et pengeinstitut, hvor jeg kan gøre en positiv forskel for den enkelte kunde – stor som lille”, udtaler May.

May er 33 år, gift med Kristian og bor i Erritsø sammen med deres 2 børn på 2 og 4 år. Fritiden bruges på familien og løbetræning i skoven.

(Foto: PR )