Carina Brinch Rasmussen tiltrådte den 1. juli som ny som Økonomi- og Planlægningschef på Sygehus Lillebælt.

34-årige Carina Brinch Rasmussen har siden januar været konstitueret som netop Økonomi- og Planlægningschef på sygehuset – en stilling hun midlertidigt overtog, da Christian Sauvr i november blev ansat som administrerende direktør. 

Fra januar 2011 til januar i år arbejdede Carina Brinch Rasmussen som først økonomi- og planlægningskonsulent og siden som chefkonsulent i økonomiafdelingen på sygehuset.

– Jeg har lyst til at sætte retningen og præge udviklingen for sygehuset fremadrettet, og det kan jeg i det her job sammen med en stærk gruppe af medarbejdere på afdelingen, som jeg naturligvis kender rigtigt godt. På Sygehus Lillebælt sætter vi patienten først, og i det her job kan jeg være med til at skabe rammerne for, at det kan ske, siger hun.

Fra midten af 2017 til december 2018 var Carina Brinch Rasmussen udlånt til Nyt OUH, hvor hun som specialkonsulent blandt andet var ansvarlig for udviklingen af en ny økonomistyring vedrørende byggeriet af det kommende supersygehus. På den måde kunne Region Syddanmark udnytte hendes erfaringer fra byggeriet og renoveringen af Kolding Sygehus, der stod færdigt i 2016. Her var hun således også ansvarlig for styringen af projektets økonomi.

Carina Brinch Rasmussen er uddannet cand. merc. i økonomisk styring fra Syddansk Universitet i Odense, hvor hun også er bosiddende.

https://www.ibc.dk/eud-business/