Hvad gør du, hvis du bliver fanget i et revlehul, eller hvis dit badedyr bliver taget af fralandsvind? Hvis du ikke allerede ved det, kan du lære, hvad der er rigtigt at gøre med den nye app ”Livredder”, som TrygFonden netop har lanceret.

I appen stiger børnene i level, når de svarer på spørgsmål om badesikkerhed og spiller spil, hvor det gælder om at holde øje på en travl strand og redde strandgæsternes liv. Ved at puste og trykke på mobilen kan man også prøve at give kunstigt åndedræt og hjertemassage, og man får feedback på, hvor god man er. Når børnene har nået level 6 på mobilen, kan de ude i den virkelige verden deltage i en skattejagt på de 35 strande og havnebade, hvor livredderne fra TrygFonden Kystlivredning bemander livreddertårnene i løbet af sommeren. Skattejagten begynder den 10. juli 2017 og løber frem til den 31. juli.

Livredder-appen er det seneste initiativ fra TrygFonden, der skal være med til at sætte fokus på bade- og vandsikkerhed og forebygge drukneulykker i Danmark.

– I TrygFonden arbejder vi for, at alle børn lærer at svømme og ved, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet. I de seneste år har vi set en spirende livredderkultur vokse frem i Danmark, og den vil vi gerne medvirke til udvikler sig ikke mindst blandt børn. Derfor samarbejder vi bl.a. med DR Ultra, som producerer programserien ”Livredderne”, som blev vist i foråret, og vi er i gang med at forberede sæson to. Med den nye app vi vil gerne aktivere børnene og skabe rum for, at de taler med deres forældre om, hvordan man læser vinden og vandet på stranden og forhindrer, at der sker ulykker, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

 

Livredder-appen kan downloades gratis til både Android og iOS her: https://www.respektforvand.dk/viden-og-materialer/apps