Mandag den 2. august fik Idræt i dagtimerne i Fredericia en ny medarbejder, da Katrine Møller tiltrådte som ny koordinator for Lær at tackle kurserne. Katrine Møller kommer med en baggrund som uddannet cand.scient. i Idræt og Sundhed, og med stor erfaring i at arbejde med frivillige instruktører og sårbare borgere.

Den erfaring kommer hun til at bringe i spil i en indsats, der er målrettet personer, der lever en hverdag med langvarig sygdom eller deres pårørende.  

”Lær at tackle gør en forskel for mennesker i vanskelige livssituationer og jeg glæder mig til at tage del i arbejdet med at give kursisterne redskaber, der kan forbedre deres evne til at håndtere hverdagen, siger Katrine Møller

Som ny koordinator får Katrine Møller ansvaret for en kursusrække, der rummer selvhjælpskurserne Lær at tackle kroniske smerter, Lær at tackle angst og depression samt Lær at tackle hverdagen som pårørende. De, der deltager på kurserne, vil blive mødt at uddannede frivillige instruktører, der alle selv har erfaring med at håndtere langvarige helbredsproblemer, hvilket skaber et ideelt læringsmiljø.

– Vores erfaring fra tidligere evalueringer fortæller os, at kurserne har en effekt hvad angår kursisternes øget tro på og evne til at håndtere deres symptomer, siger Tony Brazil, der er daglig leder for Idræt i dagtimerne. 

Efteråret byder på to kurser, hvor borgere har mulighed for at deltage på Lær at tackle kroniske smerter og Lær at tackle angst og depression, der starter henholdsvis den 26. august og den 21. september. Kurset for kroniske smerter er dog allerede fyldt, men der er stadig åbne pladser til kurset for angst og depression, der som noget nyt kommer til at foregå om aftenen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her