Det er med stor glæde at arrangørerne bag Aerosmith-koncerten endelig kan annoncere en ny koncertdato. Datoen bliver den 17. juni 2021. Formand for Rock under Broen Bent Frandsen er lettet og har glædet sig til endelig at kunne komme med godt nyt til det forventningsfulde publikum, der desværre måtte se, at drømmekoncerten som mange andre arrangementer blev aflyst på grund af Coronakrisen.

”Nu har vi endelig sikret os en ny dato, så ingen går glip af den kæmpe oplevelse, vi alle havde set frem til. På vegne af hele holdet kan jeg ikke sige tak nok for den opbakning, vi har mødt i den her svære tid. At få et så stort navn til vores område har været helt fantastisk, så da vi var nødt til at opgive koncertdatoen i juli 2020, var det virkelig en mavepuster i superligaen for os”, udtaler Bent Frandsen.

Han har siden, at den nye dato endelig lå fast været en meget lettet mand, og glædet sig til at kunne give nyheden videre til alle:

”Vi har holdt sammen og vi er lykkes med at finde en løsning under Coronakrisen. Med den støtte vi får fra alle jer i lokalområdet, så har vi en mulighed for fremadrettet at kunne levere flere af de helt store koncertoplevelser. Så glæd jer! Nu kommer vi til at se Aerosmith på den velkendte plads næste år, og jeg er sikker på at det har været det hele værd. Rival Sons og Electric Guitars varmer op og vi er i den grad klar til at give jer service og en kanon koncertoplevelse”, siger en begejstret Bent Frandsen.

Resultatet er kommet efter at Aerosmith har fået styr på deres koncertprogram for 2021, da bandet som mange andre har været nødt til at lægge instrumenterne på hylden. Men de skuffer altså ikke deres fans i Danmark, og dermed heller ikke holdet bag koncerten.

Dem der har købt billetter til koncerten den 21. juli 2020, der blev udskudt, kan beholde billetterne til koncerten den 17. juni 2021.

Skulle man være så uheldig ikke at kunne deltage i 2021, vil der være mulighed for at sætte sin billet til salg på arrangørens billetbørs, fra mandag den 8. juni og 14 dage frem. I denne periode hvor der er billetter til salg på billetbørsen vil der ikke blive solgt billetter fra arrangørens normale salgsside , således at alle der har behov for at sælge deres billet, kan få en chance for at få den solgt.

Alle billetkøber via billet.dk får direkte besked fra billet.dk
Billetprisen stiger ligeledes fra 1.10.2020 til 895,- plus gebyr.

Leave a Reply