Endelig landede ekspertgruppens vurdering af fire bud på, hvordan en ny karakterskala kan se ud, på uddannelses- og forskningsministerens bord.

Det er godt nyt, hvis man vil noget af karakterpresset og nulfejlskulturen til livs. Ekspertgruppen peger nemlig på det, vi i SF længe har sagt, der er galt med den nuværende karakterskala. De store spring mellem karakterer og fokus på fejlfinding har betydet, at de unge ikke tør række hånden op i undervisningen i frygt for at sige noget forkert, der kan trække ned i deres karakter. Og så har karakteren -3 bidraget til at sende de unge helt ud af skalaen og som føles som et ’taberstempel’. 

Efter flere års pres fra SF tyder det på, at vi endelig kan få gjort op med de fejl, der er i den nuværende karakterskala. Farvel til de store spring mellem karaktererne. Farvel til fokus på fejlfinding. Og farvel til minuskarakter.

Men det er ikke nok. Vi skal også have fokus på anvendelsen af karakterer.

I forhandlingerne kommer vi til at kæmpe for, at der skal gives færre karakterer og mere feedback. Man bliver ikke dygtigere af bare at få et tal stukket i hånden. Det gør man derimod af, at få vide, hvad man gjorde godt og hvad man skal arbejde videre med. Det tror vi i SF vil betyde, at vores børn og unge både bliver dygtigere samtidig med at de trives bedre.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer