Den store folkevandring ud i naturen trækker naturligvis også menneskets bedste ven med. Derfor søsætter Vejle Kommune, i samarbejde med bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord, nu kampagnen ’Hund i snor – gør mig tryg’. Den skal være med til at øge forståelsen for, at hunde skal holdes i snor ude i naturen.

Det kan være svært at forstå, bedstevennen skal holdes i snor, når man er på tur i naturen. Den er jo bare så nuttet, når den står dér og logrer, inden den løber efter pinden, fri og glad. Pludselig får den færten af en hare, og så går den vilde jagt ellers ud over markerne og ind i skoven. Inderst inde er hunden nemlig et rovdyr, der må følge sine urgamle jagtinstinkter.

Og problemerne med løse hunde i naturen har givet en stigning i antallet af klager. Der er problemer med stresset vildt i skove og ådale, husdyr i indhegninger, og så er der rigtigt mange mennesker, som er utrygge ved løse hunde, når de er ude at vandre i naturen.

Husk snoren til Fido 

Derfor slår Vejle Kommune, i samarbejde med bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord, på tromme for, at alle hunde skal holdes i snor i naturen. Fra den 16. april markeres det flere steder i naturen med en midlertidig opsætning af meterhøje skilte. De rummer budskabet om at vise hensyn og holde sin hund i snor. Skiltene opstilles, hvor der i forvejen er problemer med løse hunde.

Der er omkring 850.000 hunde i Danmark, så det er en hel del, der skal luftes hver dag. Mange hundeejere ved, de skal holde hunden i snor ude i naturen. De ved, det er god stil at vise hensyn, men der er desværre også nogle, som synes, det er helt OK, at lade sin hund løbe frit.

Det handler om tryghed

I hundekampagnen fortæller forskellige lokale borgere om problemer med løse hunde i naturen. Kampagnen ’Hund i snor – Gør mig tryg’ appellerer til, at hundeejerne udviser god stil, og er med til at skabe tryghed for både husdyr, vildt og mennesker. Vi har eksempelvis set, hvor galt det kan gå, hvis koen vil beskytte sin kalv og dermed kan komme til at skade hundeejeren.

Udover at det er god stil, er det også lovpligtigt at holde sin hund i snor i naturen. Det er naturbeskyttelsesloven, der gælder. Både i skoven, ådalen og på stier ved markerne skal din hund være i snor. På stranden skal hunden være i snor fra den 1. april til 30. september. Overholder man ikke det, er bødeforlægget fra politiet på 2.000 kr.

Frihed i hundeskoven

I hundeskovene må du derimod lade din hund løbe frit.  Der er mange, fine hundeskove fordelt ud over hele Vejle Kommune. Her kan du vandre frit med din hund. Det er dog under forudsætning af, at du har såkaldt ’fuldt herredømme’ og kan standse din hund, så den ikke generer andre gæster, hunde eller det vilde dyreliv.

På Vejle.dk/hundinaturen kan du finde mere om at tage din hund med ud i naturen. Og her finder du også vejen til de hundeskove, hvor hunden kan løbe frit.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer