Med en historisk stor og omfattende plan for dansk infrastruktur vil regeringen afsætte mere end 160 mia. kroner til at binde Danmark stærkere sammen frem mod 2035. Planen Danmark fremad indeholder forslag til nye projekter for samlet 106 mia. kroner.

Danmark har i dag en infrastruktur i verdensklasse, men den måde, vi bevæger os rundt på, er under forandring. Vores transportvaner, vores arbejdsliv og vores behov for mobilitet ændrer sig. Og den grønne omstilling er i fuld gang. Det giver udfordringer.

Alt for mange holder i kø på vejene, og mange steder er de daglige problemer med trængsel store. Den kollektive trafik er udfordret. Samtidig skal flere tage cyklen, og det skal være nemmere at vælge og køre i en grøn bil.

Derfor fremlægger regeringen nu en historisk omfattende plan for Danmarks infrastruktur på mere end 160 mia. kroner frem mod 2035, herunder 106 mia. kroner til nye projekter og initiativer. Derudover er der afsat en foreløbig reservation på knap 13 mia. kroner til håndtering af infrastruktur ved Lynetteholmen.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Danmark skal være et land, hvor der er gode muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen – uanset hvor man bor. Og hvor virksomheder nemt kan fragte varer på tværs af land og grænser. Men kø og ventetid er med til at gøre afstandene større, end de i virkeligheden er. Derfor lægger regeringen op til en historisk stor investering på 160 mia. kroner i infrastruktur. Frem mod 2035 vil den binde hele Danmark endnu stærkere sammen og mindske oplevelsen af afstand mellem land og by eller mellem familie og arbejde for danskerne. Samtidig vil planen være med til at lægge fundamentet for den grønne omstilling af transporten.

Forslagene skal bl.a. mindske problemerne med kø, styrke den kollektive trafik og skabe forudsætningerne for en omstilling til grønne transportformer. I modsætning til tidligere infrastrukturplaner er Danmark fremad i sig selv CO2-neutral.

Transportminister Benny Engelbrecht siger:

Vi er alle afhængige af, at vi kan komme på arbejde, på hospitalet, at der er varer på butikkernes hylder, og at virksomhederne kan få deres færdige produkter ud i verden. Med regeringens udspil vil vi få en fremtid, hvor der er plads på vejene til de mange elbiler, hvor cyklerne får langt større prioritering og ikke mindst, hvor den kollektive transport får et løft. Med en massiv investering i jernbanen træder vi med det her udspil ind i jernbanens årti.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek siger:

Danmark er for lille et land til store forskelle, og derfor investerer vi massivt i infrastrukturen i hele landet. Det skal være med til at sikre, at uanset om du bor i byen eller på landet, så skal du have gode muligheder for at komme til og fra dit arbejde eller dine fritidsaktiviteter.

I dag anslår Vejdirektoratet, at alene den daglige forsinkelse på de danske veje løber op i et samfundsøkonomisk tab på 26 mia. kroner om året.

Regeringen har under arbejdet med planen lyttet til lokale ønsker og vurderinger fra kommuner, regioner, virksomheder og organisationer. På den baggrund lægger regeringen op til en bred politisk drøftelse med samtlige partier om udspillet.

DI efterlyser en bred politisk aftale om infrastrukturen

Der er brug for en langsigtet plan for infrastrukturen i Danmark, der giver borgere og virksomheder en vished om, hvilke investeringer i veje, broer og jernbaner, der er på vej. Det kræver, at partierne i Folketinget indgår en bred aftale, der rækker mindst ti år ud i fremtiden, mener DI.

Regeringen vil i de kommende 15 år bruge 105,8 milliarder kroner på investeringer i infrastrukturen. Det svarer til syv milliarder kroner om året.

– Regeringen vil øge investeringerne i alt fra veje til jernbaner og cykelstier, og det er hårdt tiltrængt. Vi er også stærkt tilfredse med, at regeringen har foreslået en langsigtet plan, som vil give borgere og virksomheder vished om, hvad der kommer til at ske i deres område, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.

DI har i sit eget udspil til en infrastrukturplan sat årstal på, hvornår de enkelte projekter skal gennemføres. Det har regeringen ikke. DI opfordrer derfor til, at det bliver en del af den politiske aftale.

– Der skal laves en prioritering, så alle ved, hvilket projekt der er det næste i køen. Vi peger selv på 12 vej- og baneprojekter, som bør bliver sat i gang inden 2025. Det er for eksempel vejstrækninger, hvor bilerne ofte holder i kø, siger Michael Svane.

Helt overordnet peger regeringen på de samme nødvendige investeringer som DI. Men der er en række konkrete projekter, som enten ikke er med i regeringens udspil, eller som er underprioriterede.

– Regeringen nævner slet ikke en ny midtjysk motorvej i udspillet. Det er en stor mangel, da der dermed ikke bliver sat gang i en langsigtet udvikling af trafikken gennem Jylland. Vi anbefaler, at der bliver afsat penge af til at begynde arbejdet på den midtjyske motorvej, siger Michael Svane.

– Når man beslutter en langsigtet plan for infrastrukturen, er det vigtigt, at der er fokus på udviklingen i både byerne og på landet. Vi skal sørge for, at det bliver muligt for virksomhederne at placere sig i alle dele af landet og skabe vækst og beskæftigelse, siger han.

Regeringen angiver selv, at infrastrukturplanen er CO2-neutral. Et grønt element i planen er, at der bliver afsat en halv milliard kroner til at sikre flere ladestandere til elbiler.

– Det er vigtigt, at vi har høje ambitioner. Vi skal have flere grønne biler på vejene, og vi skal have lastbiler og busser over på alternative brændstoffer. Investeringerne i ladestandere er en begyndelse, men det kræver også en pulje til køb af grønne lastbiler og busser. Det handler om politisk vilje, hvis vi for alvor skal gennemføre en grøn omstilling af transportsektoren, siger Michael Svane.

Det er helt afgørende for udviklingen af infrastrukturen i Danmark, at partierne i Folketinget indgår i seriøse politiske forhandlinger, som fører til en bred politisk aftale.

I de senere år er der indgået en række smalle forlig, og der var været flere konkurrerende forligskredse. Den borgerlige regering kom for to år siden med et udspil for infrastrukturen, men det førte ikke til en holdbar politisk aftale.

– Der er ikke sket noget i to år. Derfor er det afgørende, at der sker noget nu. Vores største ønske er, at der bliver indgået en bred politisk aftale, som rækker mange år ud i fremtiden. Det er der i den grad brug for, siger Michael Svane.

Dansk Erhverv: Regeringens infrastrukturudspil ser meget lovende ud

Udspillet for infrastruktur, som regeringen har præsenteret i dag, viser rigtig gode takter. Især vigtige veje uden for byerne med stor betydning for regional vækst og velstand samt hårdt trængte motorveje vil man give løft. Det er meget positivt for dansk erhvervslivet, lyder det fra erhvervsorganisationen.

Dansk infrastruktur trænger til en overhaling. Og med regeringens udspil i dag om en plan for investeringer i infrastruktur, så ser det ud til, at især vejnettet skal have et vigtigt løft. Det glæder Dansk Erhverv. 

”Danskerne spilder deres tid i bilkøer og forsinkede tog og tid er det, danskerne har mindst af. Der er derfor produktivitet og vækst i at investere i infrastruktur, men også livskvalitet for den enkelte, der får mere tid i hverdagen. Især på motorvejene kan mange af os skrive under på, at der er alt for meget kø og trængsel, så rigtig godt, gøre noget ved det,” siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv glæder sig over, at oplægget tager hensyn til hele landet. For der er regionale veje over hele landet, der kan have stor betydning for regionens vækst og velstand, der trænger til et løft. 

”Det er vigtigt at vi har et Danmark, der hænger sammen. Hvis vi vil have vækst og udvikling i hele landet, må vi også investere i hele landet. Vi er derfor glade for, at en række projekter er med, der tilgodeser også erhvervslivet uden for de store byer,” siger Brian Mikkelsen.

Positivt er det også, at planen er meget ambitiøs i forhold til at sætte gang i omstillingen til en grøn vejtransport.

”Vi skal investere i den grønne omstilling også på vejområdet. Det kræver et langt, sejt træk af skabe en emissionsfri transportsektor, og her er udspillet også rigtig fornuftigt. Det gælder udbygning af lade- og tankinfrastrukturen, men også forslagene til forbedringer i den kollektive trafik både i busser, tog og stationer er rigtig gode,” siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv glæder sig også over, at man vil styrke forbindelserne til bl.a. Tyskland og Københavns Lufthavn samt fremme cyklisme, alternative transportformer som delebiler og samkørsel samt brug af Intelligent Trafikstyring til at få trafikken til at glide bedre.

”Nu ser vi frem til politiske drøftelser, hvor vi håber, at endnu flere projekter bliver båret ind til bordet af de forhandlende partier. Vi ser frem til klarhed på området, så vi deler ambitionen om at drøftelserne kan afsluttes før sommerferien. Det giver tid til en ordentlig debat, men skaber også en bagkant,” siger Brian Mikkelsen

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer