Torsdag den 17. september 2020 åbner en ny genbrugsbutik i Fredericia på Treldevej 3, mere præcist på hjørnet af 6. julivej og Treldevej. Butikken vil have åbent alle hverdage fra 13 til 17 og lørdage fra 10 til 13.

Overskuddet fra genbrugsbutikken går til KFUMs Soldatermission. Landskontor og nærmeste soldaterhjem ligger kun 800 meter fra den nye Treldevejens Genbrug ud mod Kasernen.

Genbrugsbutikkens åbning markeres ved at Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard og regimentschef oberst Henrik Graven Nielsen fra Ryes Kaserne kommer og klipper et rødt bånd til butikkens indgang. Det sker torsdag 17. september kl. 17.00, hvor alle interesserede er velkomne.

Treldevejens Genbrug byder på kaffe og kage under halvtaget ved indgang til butikken helt til kl. 20 på åbningsdagen. Åbningssalget er spredt ud over de første tre dage:

Torsdag 17. september kl. 17-20 Fredag 18. september kl. 13-17 Lørdag 19. september kl. 10-13

Gennem den seneste tid har mange frivillige arbejdet ihærdigt på at få etableret den nye butik godt hjulpet af Frederik d. III Y’s Men’s Club. ”Vi har oplevet en stor interesse for en genbrugsbutik i denne ende af byen”, fortæller Finn Bjerregaard, der er formand for butikken.

KFUM’s Soldatermission modtager ca. en tiendedel af organisationens indtægter som overskud fra genbrugsbutikker. Hen over sommeren har der været et godt salg i genbrugsbutikker, og i Treldevejens Genbrug håber man at de positive tendenser smitter af.

KFUM’s Soldatermission står bag 14 soldaterhjem i Danmark samt et soldaterhjem for udsendte danske soldater i Estland. Desuden tilbydes rekreationsboliger til veteraner, der har brug for særlig støtte og oplever efterreaktioner. I Fredericia er der både soldaterhjem og Soldaterrekreation. HKH Kronprinsesse Mary er protektor for KFUM’s Soldatermission.

Leave a Reply