Peter Gosvig har fået sin drøm opfyldt – at drive en campingplads. I 2016 overtager han forpagtningen af Give Camping, og det er til stor glæde for byen.

”Vi glæder os til at byde en ny forpagter velkommen, og til at campingpladsen fortsat spiller den centrale rolle, vi ønsker i byen. Den tiltrækker turister og dermed folk til det lokale handelsliv, og den vil forhåbentlig fortsat fungere som samlingssted for lokalbefolkningen. Det er især glædeligt, at det er lokale kræfter, der kommer til”, fortæller Gerda Jørgensen, formand for Give Udviklingsråd.

Den nye forpagter Peter Gosvig ser frem til at drive campingpladsen: ”En stor del af oplevelsen for gæsterne på en campingplads afgøres af, hvordan pladsen drives. Den rigtige lejrchef kan sætte et positivt præg og få folk til at komme igen – det er især den del, jeg glæder mig til. Jeg har et stort servicegen og prioriterer, at tingene er i orden. Det vil komme campingpladsen og gæsterne til gode”, fortæller Peter Gosvig, som har en indgået en 10-årig kontrakt med Vejle Kommune.

Lokalsamfundets vigtige rolle

Den nye forpagter har tidligere drevet et rengøringsfirma i lokalområdet og leverer derigennem sponsorater til det lokale idræts- og foreningsliv. Social ansvarlighed og involvering i lokalsamfundet er værdier, Peter Gosvig tager med sig, når han skal drive Give Camping. Han håber, at campingpladsen bliver en større del af lokalsamfundet, og det skal ske bl.a. ved afholdelse af arrangementer og ved at skabe større synlighed om campingpladsen. Både campingpladsen og cafeen skal være åben hele året.

”Der er brug for en god og udviklingsorienteret lejrchef, så der fortsat kan drives campingplads i Give. Give Udviklingsråd og Give Fremad har løftet opgaven i 2015, hvilket Vejle Kommune sætter stor pris på. Det er nu lykkedes at finde en god og kompetent forpagter, som vi ser frem til at samarbejde med.”, udtaler Dan Arnløv, formand for Kultur- & Idrætsudvalget.

Åbning og reception i marts

Peter Gosvig glæder sig til marts, hvor campingpladsen åbner, og travlheden som forpagter ser han frem til: ”Jeg har svært ved at sidde stille, og jeg kan altid finde ting at lave og forbedre de ting, der er omkring mig – uanset om det er praktisk eller administrativt”, fortæller han. ”Jeg glæder mig til at sætte mit præg på udviklingen af Give Camping og til at byde gæsterne velkommen”, afslutter den nye forpagter, som åbner sæsonen med en reception d. 4. marts kl. 15-19, hvor kunder og interesserede borgere inviteres på en pølse og en øl.

Fakta om Give Camping

Give Camping er en tostjernet campingplads med gode aktiviteter og kort afstand til skoven. Campingpladsen har et friluftsbad, der har åbent maj-august, og som besøges af både lokale og turister.

Give Camping har ca. 10.000 overnatninger om året og åbner sæsonen lørdag d. 5. marts.