Fredag formiddag blev det offentliggjort, at Fredericia Kommune har fundet den nye forpagter af Café Østerstrand. Valget er faldet på Stefan Kabel, der synes, at Østerstrand er det dejligste sted i Fredericia.

Kabel driver til dagligt restauranten Tacos i Danmarksgade, og ser frem til at overtage forpagtningen af Café Østerstrand.

33-årig Stefan Kabel ser gode muligheder i forpagtningen af caféen.

“Det er det dejligste sted i hele Fredericia, stedet er fantastisk. Det er en unik mulighed, og jeg vil komme til at gøre det til meget mere end et ishus. Jeg vil lave sandwich og så ser vi også på mulighederne for pommes fritter og lignende. Der kommer også lidt drinks på menukortet. Vi ved ikke hvad der skal være endnu, men det bliver rosé, vin, øl og lignende. Det bliver ikke en traditionel café, vi kommer til at køre en mere casual stil her,” siger den nye forpagter til Fredericia AVISEN, da vi møder ham foran Café Østerstrand fredag middag.

Kabel kommer selv fra Middelfart og kender derfor området omkring Lillebælt som sin egen bukselomme. Derfor glæder forpagtningen ham rigtig meget.

“Det kan ikke være bedre. Man kan ikke andet end forelske sig i stedet. Hver gang jeg kører ned af vejen, kan jeg ikke tænke andet, end det bliver godt det her. Jeg tænker også, at andre mennesker synes det her er sted er unikt, hvor man også kan bruge en januardag til at få en kop kaffe og et stykke kage,” fortæller Stefan Kabel, som kommer til at holde åbent hele året rundt.

I første omgang har Fredericia Kommune og Stefan Kabel indgået en forpagtningsaftale for de kommende to år, hvilket kommunen også lagde op til i udbudsmaterialet. Kabel fortæller i den nye forbindelse, at parterne skal bruge de to år på at se hinanden an, og samtidig vil Stefan Kabel selv skal se, hvordan det er at forpagte Café Østerstrand. Den nye forpagter slår dørene op på Café Østerstrand d. 1. maj.