Det giver mening at sortere sit affald. Og for at formidle det budskab har Renovation lanceret formidlingstjenesten RE:LAB, hvor man bliver affaldsekspert på rekordtid. Siden februar har over 400 børn lært om affald og genbrug. Men tilbuddet kan bruges af alle, der vil vide mere om affald og genbrug.

Genbrug nytter
RE:LAB leverer formidling i øjenhøjde, så man både kan huske og forstå, hvad der sker med det affald, man sender til genbrug:

”Det handler om at gøre affaldets vej konkret. Fx ved at fortælle, at to metaldåser kan blive til en ringeklokke, et kilo aviser kan ende som 32 æggebakker og hullet tøj kan genbruges i bussæder”, fortæller Kim Ankjær Nielsen i en pressemeddelelse, der er projektleder i RE:LAB.

Genbrug nytter, og formidlingsholdet fortæller hvordan. Det sker gennem sorteringslege og rundture på genbrugspladserne. Formidlerne deler også ud af deres viden om alt fra deres arbejdsdag, over affaldstyper og sortering, til dem der køber affaldet og sender det til videre behandling.

Flere skal med
RE:LAB har haft stor succes med at få besøg af skoler og institutioner, men flere skal med:

”Vi har allerede gjort 400 børn til affaldseksperter. Nu arbejder vi på at gøre endnu flere til specialister i affald og genbrug. Derfor retter vi nu fokus mod foreninger, klubber og virksomheder”, siger Kim Ankjær Nielsen.

Fakta:

RE:LAB er Renovations formidlingstjeneste. Den tilbyder formidling om affald og genbrug, sortering hjemme og på genbrugspladsen – samt meget mere.

I RE:LAB bliver man affaldsekspert på rekordtid, og det er et tilbud til alle grupper af mennesker, der ønsker at blive klogere på affald og genbrug.

Besøg kan bookes på www.kolding.dk/relab. Besøg er gratis, og de varer typisk mellem 1 til 2 timer.