Forside FHK Ny FHK-spiller skal gå med krykker i seks uger

Ny FHK-spiller skal gå med krykker i seks uger

DEL
Rasmus Thiemer-Jensen. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Den nye FHK-spiller, Rasmus Thiemer-Jensen, skal gå med krykker i de kommende seks uger som følge af en bruskoperation.

Rasmus Thiemer-Jensen blev knæskadet i en slutspilskamp, og det kommer til at gå ud over hans opstart i FHK.

“Jeg ved ikke helt hvad status er, men jeg er blevet bruskopereret for nogen tid siden og skal gå med krykker i de kommende seks uger og jeg er derfor tvivlsom til sæsonpremieren mod GOG,” siger Rasmus Thiemer-Jensen til Fredericia AVISEN.

Efter at have spillet i BSV i de seneste sæsoner trækker stregspilleren igen FHK-trøjen over hovedet nu, og derfor er han ekstra ærgerlig over skaden.

“Jeg havde virkelig glædet mig til at starte op med drengene og skabe et godt udgangspunkt for sæsonen. Jeg ville være med til at gå forrest og vise hvorfor det er, at klubben har hentet mig hertil. Derfor er det virkelig ærgerligt, at jeg for første gang i lang tid er blevet skadet,” fortæller Rasmus Thiemer-Jensen.

Sidst Rasmus Thiemer-Jensen tørnede ud i FHK sluttede det med en skadet udgave af ham, og nu starter det nye kapitel med en skade.

“Det er der ikke nogen som er mere ærgerlig over end mig. Det er akkurat den samme skade, som jeg havde sidste gang i FHK, og jeg har ikke haft problemer med den i ti år, og så skete det nu, når jeg skal starte i klubben igen. Det er virkelig irriterende,” siger han.

FHK spiller første turneringskamp d. 2. september på hjemmebane mod GOG.

https://www.6juli.dk/
DEL