Overradiograf Pica Ann Blackburn Andersen og ledende overlæge Jakob Møller danner ny fælles afdelingsledelse for røntgenafdelingerne på Sygehus Lillebælt. I det daglige arbejde er Jakob Møller leder af Røntgenafdelingen i Vejle og Middelfart, og Pica Ann Blackburn Andersen er leder af Røntgen og Scanning på Kolding Sygehus. 

Jakob Møller har været overlæge på Røntgenafdelingen siden 2013 og siden 2018 ledende overlæge. Pica Ann Blackburn Andersen har været overradiograf siden 2014. Det er derfor to ledere, der kender afdelingerne rigtig godt, der nu skal stå sammen i spidsen for afdelingerne. Og den nye fælles ledelse har også en klar vision.

– Den overordnede vision er ’Danmarks bedste røntgenafdeling’, når det drejer sig om patientoplevet kvalitet. Patienterne skal opleve, at de er velkomne, og at de møder kompetente medarbejdere. Det skal understøttes af, at røntgenafdelingerne i Sygehus Lillebælt er et godt sted at komme på arbejde. Et sted, hvor personalet arbejder i en veldrevet afdeling, der leverer kvalitetsradiologi til tiden, siger Jakob Møller.

Jakob Møller bakkes op af Pica Ann Blackburn Andersen, der ser gode muligheder for patienterne fremadrettet.

– Patienterne vil blive undersøgt der, hvor den største ekspertise er til netop deres problemstilling. Henvisende læger i hele optageområdet for Sygehus Lillebælt vil opleve en ensretning af vejene ind til billeddiagnostiske undersøgelser på sygehuset, hvor vi tager udgangspunkt i det bedste fra hver afdeling, siger hun.

En af fordelene ved at være sammenlagt er ifølge dem begge at stå med mere vægtet stemme i eksterne sammenhænge.

– En samlet ledelse for røntgenafdelingerne i Sygehus Lillebælt vil medføre, at vi kan høste en række fordele i at være større – og vi kan tale med større vægt i regionale og nationale sammenhænge. Både indenfor Sygehus Lillebælt som nationalt og internationalt skal vi lære af de bedste for at være på forkant med udviklingen inden for specialet for at kunne gøre det bedst muligt for patienterne, slutter Jakob Møller.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer