I starten af november måned går arbejdet med at udvide Seest Bakke-krydset i gang. Kommunen opretter nu en ny Facebook-gruppe, hvor trafikanter og naboer får mulighed for at følge med i projektet, der ventes afsluttet til sommer.

”Det kan ikke undgås, at et så stort og langvarigt projekt kommer til at berøre både trafikanter og naboer i perioder. Vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for at mindske generne, og så vil vi prøve løbende at informere om, hvad der er på vej, så folk kan tage deres forholdsregler, hvis vores arbejde f.eks. påvirker trafikken,” forklarer projektleder Lene Pilt, Kolding Kommune.

Den nye Facebook-gruppe hedder ”Det nye Seest Bakke-kryds” – åbn siden og bliv medlem.

”Vi har i forvejen en temaside på kommunens hjemmeside – www.kolding.dk/seestbakke – hvor folk kan gå i dybden med projektet. Men rigtigt mange mennesker får deres information fra sociale medier i dag, og derfor opretter vi nu også en gruppe på Facebook, hvor folk kan følge med i projektet og selvfølgelig komme med kommentarer og spørgsmål,” siger Lene Pilt.

Det bliver entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson A/S, som skal udføre arbejdet. Firmaet har netop vundet licitationen i konkurrence med fem andre selskaber.

”I år skulle vi gerne – afhængigt af vejret, selvfølgelig – have udvidet Tøndervej ved Seest Bakke med et ekstra spor i vestlig retning og være godt i gang med at forberede forlægningen af den sydlige del af Seest Bakke, som kommer til at munde ud i Tøndervej 75 meter længere vestpå,” fortæller Lene Pilt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer