Mads Würtz Schmidt snød de største favoritter, da DM i landevejscykling blev afviklet i Give. Efter løbet fortalte han, at han følte sejren var hjemme i sidste sving.

Der var talt meget om Kasper Asgreen, Jakob Fuglsang og de andre store danske stjerner, der skal køre Tour de France. En af dem, der ikke skal det er Mads Würtz Schmidt, som derfor måske er gået lidt under radaren efter, at han blev vraget af sit hold Israel Start-Up Nation, men Würtz Schmidt viste sig som den stærkeste i et udbrud, der holdt hjem og endte med at kunne trække Danmarksmestertrøjen over hovedet på podiet.

– Det var et meget taktisk løb i starten, ingen ville tage initiativ til at køre efter udbruddet, så jeg forholdt mig roligt. Jeg kunne se, at Asgreen blev utålmodig. Løbet blev åbnet og jeg kom med over toppen og fandt ud af, at jeg havde gode ben. Der kørte en ny gruppe med Michael Valgren og dem og jeg kom ikke med, men jeg fik lukket det selv og så var vi kørt, selvom samarbejdet ikke var skide godt. Det var ikke de rigtige fra de andre hold, så de var tilbageholdende, men vi holdt os væk og så var det med at køre finalen. Jeg havde gode ben og ville ikke vise det og så ud som om jeg led meget, jeg ventede og ventede, da det blæste meget, og så kom jeg afsted til sidst, sagde Mads Würtz Schmidt efter triumfen og kom ind på den sidste kilometer, der var meget teknisk præget:

– Det er meget teknisk og sidste sving er også specielt. Jeg havde prøvet det på omgangene, så jeg var forneredt på hvordan det skulle køres. Mit antrit var godt i dag, så jeg vidste, at hvis jeg kom først igennem svinget, så ville de ikke komme forbi. Jeg nåede at tænke, at jeg bliver Danmarksmester, forklarede Mads Würtz Schmidt.

Hvad betyder sejren for dig?

– Den betyder rigtig meget. Jeg er blevet vraget til Tour de France, og selvom jeg er okay med det og har en god plan for resten af sæsonen, så er det en fed trøje at skulle køre i et helt år, sluttede Mads Würtz Schmidt.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer