By- og Planudvalgsformand Steen Wrist Ørts glæder sig til, at spadestikket til en cykelsti mellem Den Gamle Lillbæltsbro og Skærbækvej ser dagens lys. Samtidig er han stolt over den faglige og politiske proces, der ligger til grund for cykelstierne, der binder både mennesker, byer og bydele sammen.

I starten af året udarbejdede By- og Planudvalget, som i de andre år, et udkast til et cykelstikatalog for 2019. I udarbejdelsen var der desuden en færdigprojektering af cykelstien på Kolding Landevej mellem Den Gamle Lillebæltsbro og Skærbækvej.

I 2020 skal spadestikket tages, når cykelstien mellem Den Gamle Lillebælts Bro og Skærbækvej ser dagens lys, og det glæder udvalgsformanden.

“Det er stort. Vi har haft en politisk opgave, hvor vi er gået fra det strategiske niveau til at iværksætte; først projektering og senere anlægning af stierne. Jeg er stolt over den måde, vi arbejder på. Vi har de senere år været bremset op i vores udvikling af cykelstisnettet for at blive skarpere på, hvad vi skulle. Da vi så vidste det, har vi set det som en politisk bunden opgave at finde de midler, der understøtter vores valg. Det er sket ved, at vi først har afsat projekteringsmidler, og herefter besluttet, hvordan og hvorledes, vi skulle gå videre,” fortæller Steen Wrist Ørts og fortsætter:

“Der er mange kræfter i byrådet, der har arbejdet for dette, og det betyder, at vi står med 16 millioner kroner klar til at sætte spaden i jorden. Vi er godt forberedt, og ved, hvor og hvordan stien skal gå og laves. Den bliver blandt andet dobbeltrettet fra Taulov til Storkereden og fra Storkereden til Den Gamle Lillebæltsbro på hver sin side med kantsten. Vi forventer, at den står klar i 2021.”

Hvad med de øvrige stier?

“Godt, du spørger! Det er faktisk sådan, at vi arbejder videre, så f.eks. det stykke cykelsti i Skærbæk, der er ønsket, projekteres i 2020, og udføres i 2021. Vi ser også på Røde Banke, hvor man også peger på, at en cykelsti vil være en god investering. Der er generelt stærke borgerønsker flere steder i byen, og det lytter vi til, samtidig med, at vi som sagt retter os efter en faglig prioritering. Det er et godt redskab,” fortæller Steen Wrist Ørts.

Kan du fortælle mere om de faglige prioriteringer?

“De er lavet med baggrund i trafikmængder, uheldsmængder, men også økonomi og i den forbindelse altså grundlæggende, hvordan vi får mest sikkerhed og fremkommelighed for pengene,” fortæller Steen Wrist Ørts.

Er der andre aspekter, der gør, at cykelstierne er vigtige?

“Der er mange. Det er borgere i bevægelse, men jeg synes først og fremmest, det er muligheden for at binde ting sammen. Man kan bo i Sønderskov, og cykle til IBC for at tage en uddannelse i Fredericia. Man kan bo i Skærbæk og arbejde hos Energinet – og i begge henseender cykle trygt til destinationerne,” siger udvalgsformanden og fortsætter:

“Vi oplever ydermere, at det kan binde kommuner sammen. Vi får sommetider henvendelser fra erhvervslivet, der har medarbejdere fra f.eks. Kolding og Middelfart, hvorfor de efterlyser lidt aktion fra os i Fredericia. Det gør vi nu med et fagligt velbegrundet katalog, hvor vi ærligt siger A, men også B, når alle parametre går op. Det er ikke bare mundskvalder. Vi gør det, og vi gør det på en måde, hvor det ikke bare er en tilfældig politiker, der skal finde noget at bruge penge på. Det er gennemarbejdet.”

Hvad kan man forvente med strækningen på Kolding Landevej?

“Meget. Der kommer flere ting, når vi først er i gang. På strækket fra ALD Biler og ned mod broen kommer der f.eks. gadebelysning, så man understøtter den nye bydel mellem Ny- og Gammel Snoghøj, og så er det målsætningen hurtigt at komme i gang med Skærbækstrækket også. Samtidig sker det hele på en måde, hvor det bliver godt forbundet til eksisterende stisystemer i og omkring Snoghøj, f.eks. Houstedgårdsvej. Vi laver ikke bare parallelsystemer. Vi laver noget, der passer ind i de eksisterende sti- og vejsystemer,” slutter Steen Wrist Ørts til Fredericia AVISEN.

https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/78034?&q=a8ef615e-8314-4194-95e9-c81006923fd3&p=9099cd99-9590-40a7-b97a-0599c89ea5bd&ts=1568531319&c=billetten&e=201801&rt=Safetynet&h=f9786748333eb3595271bf4257ae4b11
Køb billet her
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer