Så er der sat navn på Fredericia Kommunes kommende chef for Familie & Børn. Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Lone Grangaard Lorenzen, som starter den 1. maj 2022. 

Lone kommer fra en stilling som afdelingschef for Psykiatri og Handicap i Gladsaxe Kommune og har tidligere i fem år været leder for Center for Børn, Unge og Familier i Svendborg Kommune. Før den tid har Lone siden 2006 haft forskellige lederstillinger på det specialiserede voksenområde. 

– Jeg ser frem til, at vi med Lone får en erfaren chef til Familie & Børn. Der er med Socialstyrelsens taskforce-rapport peget på klare pejlemærker for de spændende opgaver, som venter i de kommende år. Vi har søgt efter en chef, der kan og vil samarbejde med såvel familier, børn og unge som interne og eksterne samarbejdspartnere samtidig med, at der skal bygges videre på den solide faglighed i afdelingen. Det er jeg helt sikker på, at vi har fundet med Lone, siger direktør for Børn, Unge og Kultur Mette Heidemann.

Lone Grangaard Lorenzen glæder sig til at komme i gang i Fredericia Kommune. 

– Når jeg har valgt at søge stillingen som chef for Familie & Børn i Fredericia, er det med baggrund i flere positive faktorer. Jeg har en stor passion for børne- og familieområdet, og et ønske om at bidrage til at skabe gode muligheder og løsninger for børn og familier i udsatte positioner. I Fredericia lægger man vægt på det tværfaglige samarbejde mellem udsatte- og almenområdet. Det,tror jeg på, er helt afgørende for, at vi kan lykkes med den bedst mulige understøttelse af både børn og familier. I det hele taget ser jeg frem til at bringe min erfaring fra henholdsvis voksen- og familieområdet i spil i Fredericia Kommune, som jeg allerede har et rigtigt godt indtryk af, som en ambitiøs og ordentlig organisation, fortæller Lone Grangaard Lorenzen.

Lone Grangaard Lorenzen er uddannet socialpædagog, er 51 år og bor i Odense.