Den 1. maj tiltræder Bente Trier Kaarup i en nyoprettet stilling som servicechef på Sygehus Lillebælt.

Bente Trier Kaarup kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Ortopædkirurgi i Kolding, og i jobbet som servicechef vil hun have ansvaret for sterilcentralen, portørerne, rengøring, patientservice, tolkecentret og køkkenet.
– Det er et fantastisk spændende job med en medarbejdergruppe, der spænder bredt, og jeg glæder mig meget til at komme i gang. Jeg ser servicefunktionerne som de små tandhjul, der holder det store tandhjul i gang, og de enkelte funktioner er hver især meget vigtige i det daglige arbejde på sygehuset med at sætte patienten først. Det har vi ikke mindst fået bekræftet under coronavirus-epidemien, siger hun.

Mette Ringtved, der er oversygeplejerske på Hjerne- og Nervesygdomme, overtager Bente Trier Kaarups stilling som oversygeplejerske på Ortopædkirurgi.

Ansættelsen af den nye servicechef er en del af en omorganisering, hvor den tidligere serviceafdeling deles op og fremover skal ledes af henholdsvis en servicechef og en chef for strategisk infrastruktur, der får det overordnede ansvar for Teknisk Afdeling og IT-afdelingen. Den stilling besættes først senere på året.

Bente Trier Kaarup blev uddannet sygeplejerske i 1989 og arbejdede fra 1990 til 2008 på Fredericia Sygehus. Både som sygeplejerske på flere afdelinger, afdelingssygeplejerske – og fra 2002 til 2008 som oversygeplejerske på urologisk og ortopædkirurgisk afdeling. Herefter fulgte fire år som sygehusplanlægger hos COWI, inden hun i 2012 vendte tilbage til Sygehus Lillebælt som oversygeplejerske på Ortopædkirurgi i Kolding. Hun har samtidig gennem årene taget uddannelser i ledelse og personaleudvikling.

Hun bor i Fredericia med sin mand. Sammen har de to børn på 28 og 24 år. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer